søndag den 28. april 2013

Husmoder-hygge

Normalt vælger jeg ofte det kreative frem for husholdningssyslerne, men i dag var jeg husmoder med stort H. Jeg har vasket 2 maskiner tøj, og jeg har klaret en halv opvask, hvilket er meget mere end normalt (er heldig at manden gerne tager opvasken..) Og da ungerne gerne ville være i haven, tog jeg mig sammen og fik vasket og pudset alle vinduer og døre udvendigt. Skøn følelse bagefter :)

Vi spiste picnic i haven:


Og senere grillede vi aftensmaden (men spiste dog indenfor):


Grillede squash, grillede timian-gulerødder, grillede halve kartofler i stanniol, salat og en helstegt/grillet svinemørbrad med fyld af svampe og pikantost og indhyllet i bacon. MUMS, så er grillsæsonen i gang :D

Jeg har fået lavet lidt på den sidste sangskjuler i denne omgang, og jeg viser den naturligvis frem, når den er færdig. Jeg har også fået syet en sækkestol næsten færdig, mangler lige at sy hullet sammen i hånden. Den viser jeg også frem i den kommende uge.


lørdag den 27. april 2013

Det klør...

Når jeg er hjemme, synes jeg det klør på ryggen. Og på armene. Og på benene. Måske er det sympati-kløe? Begge drenge er nemlig fyldt med skoldkopper! I påsken var vi sammen med min 4 årige fætter, som havde skoldkopper, så det er ikke kommet bag på os. I søndags piblede de første frem på Olivers ryg, mandag aften ramte det kusinen, og tirsdag eftermiddag kom de frem i nakken på Mathias. Vi har derfor masser at se til i øjeblikket. Heldigvis har manden ikke haft arbejde i denne uge, så der har han været hjemme med drengene. I morgen er det så min tur, og for at skulle arbejde mindst muligt derhjemme, har jeg arbejdet lidt længere i går og i dag.

Her til aften er jeg i gang med at lave en masse håndbold- og fodboldspillere til 2 sangskjulere, som skal bruges i næste uge.

Øf øf et mudderbad

I dag har jeg holdt en krea-hygge-lørdag med nogle dejlige veninder :) Vi var min svigerinde, min kusine samt to gode veninder (den ene er Iben). Og udover det kreative, skulle vi naturligvis også snakke og spise kage. Og for lidt over en uge siden, fik jeg denne besked fra min kusines kæreste :


Og derfor måtte jeg da straks efterligne den kage. Jeg valgte at bage denne lækre chokoladekage (obs! STOR portion!) og lavede så noget chokoladeganache a 400g mørk/lys chokolade og 200 g varm fløde. Min chokolade smeltede ikke helt, men synes faktisk, at det blev godt alligevel. Derudover brugte jeg 13 (ja TRETTEN) Kitkat!!!! Og vupti stod kagen færdig:


Cookies i min mega mussel opsats er Mette Blomsterbergs limecookies, og de er altså også lækre (der er i hvert fald ingen tilbage i min kagedåse....)

Jeg fik syet to ting færdige til min svigerindes søde mor, og så ville Oliver lege med perler, så jeg fik lige kreeret disse to ugler efter et billede, jeg for længe siden har printet fra Google.


Og her til aften har jeg fået syet endnu et par hagesmække i en lækker forårsgrøn tekstil voksdug :) Jeg skal i hvert fald også lige have syet et par stykker til Mathias, til når vi tager til Italien :)


Håber også I nyder den forlængede weekend? :o)


torsdag den 25. april 2013

Skønne fridage

Jeg har nu haft to dejlige fridage for mig selv, og jeg har nået en masse ting herhjemme. Der er blevet ryddet op i kasserne med babytøj, og en pose er pakket til min gravide veninde Camilla. Så har jeg ryddet op i alle mine stoffer, og en STOR kasse er pakket og den skal sendes snarest til en som får mere glæde af disse rester end mig. Og så har jeg også nået noget af det sjovere :)

Først en bær-lagkage til min venindes lillesøster konfirmation:


Når min veninde Mille nu alligevel kom og hentede kagen, skyndte jeg mig at få syet den makeup pung, som hun har ønsket sig.



Så blev jeg færdig med en håndbold-sangskjuler, hvor konfirmandens hold er nykårede Sjællandsmestre, så alle 7 spillere har guldmedaljer om halsen. Konfirmanden spiller normalt i gule sko, så det har han også fået på her :)



Manden ringede hjem fra arbejde i går, og spurgte om jeg ikke lige kunne nå endnu en sangskjuler, og bare han kunne få den med på arbejde fredag!! Og det måtte gerne være en af dem med bryster. Til alt held havde jeg et par færdige trylledejsbryster og alle materialerne hjemme, så det lykkedes også at blive færdig med den. Skønt.

I morgen står den på kartoffellægning og andet køkkenhavearbejde hos mine forældre sammen med drengene. Og senere skal der bages kager, for på lørdag får jeg besøg af 4 über skønne piger (inkl. 2-3 børn), der lige som mig elsker kage OG elsker at være kreative - det bli'r en SKØN lang weekend :o)

tirsdag den 23. april 2013

Endelig..

Den sidste måned har været travl med arbejde, syge børn og så har jeg haft rigtig mange bestilte sangskjulere. Jeg mangler nu kun to, hvor den ene er halvt færdig. De sidste par småting skal jeg gerne nå i morgen, så den kan blive hentet på torsdag. Den sidste er jeg endnu ikke begyndt på, men jeg har en ide, som jeg håber lykkedes :)

FCK afhentet her i weekenden

Endelig fik jeg lidt tid ved symaskinen og med papirsaksen. Og det var tiltrængt at komme tilbage til mine to yndlingshobbyer. Jeg kan nærmest ikke huske, hvornår jeg sidst kreerede et kort, men min mor har bedt om 4 kort, så de skulle laves. De tre kort med penge er til konfimander, og det sidste kort er et min mors gode kollega har bestilt. Jeg glæder mig til snart at have tid til at lege mere med kort, pap, papir, stickers osv.


Det blev også til et kort ophold ved symaskinen, for jeg har fået fat i nogle nye tekstilvoksduge. Så jeg blev nødt til lige at fremtrylle et par hagesmække med lomme. Jeg skal have lavet et par stykker til sommerferien, så vi bare kan skylle den, og derfor ikke behøver have så mange med.


Om bare 4-5 timer går jeg på weekend, og jeg glæder mig til at kunne lave 2 kager + lidt andet bagværk, sy en masse og bare hygge mig. Det var meningen, at jeg skulle være hjemme alene, nu da ungerne er færdige med skoldkopperne, men efter bare få timer i vuggestuen blev Mathias ringet hjem med opkast. Øv, stakkels dreng. Men han skal jo så være hjemme hos mig, men det bliver også hyggeligt, og han er kendt for sine maraton-lure, så mon ikke jeg når en masse alligevel? :)

God tirsdag :o)

søndag den 21. april 2013

Mums...

Jeg er faldet over den lækreste blog


og i går blev jeg simpelthen nødt til at afprøve nogle af opskrifterne.Og jeg kan jo ikke nøjes med bare en eller to opskrifter, nææ nej hele 6 slags blev jeg nødt til prøve! Men hold op hvor er de gode!!

Macarons:


Passion, hindbær og chokolade

Flødeboller:


Hindbær, almindelig og hvid med passionfrugt

De smagte bare alle super godt, og det er absolut ikke sidste gang jeg har lavet disse lækkerier! MUMS siger jeg bare :)

Og jeg drømmer om et Mega mussel fad til at præsentere mine lækkerbidskner på. Håber at manden snart forstår mine hints :)



Og vinderen er....

Det er nu tid til at trække en vinder af min Give Away, som er sponsoreret af Krudtfugl.

Der er 11 deltagere og vinderen er......



Tillykke Sandra. Send mig en mail på p.lindehoej@gmail.com, så du kan få din præmie :)

Og tak til Hanne for at sponsorere præmien.

Fortsat god søndag :)

fredag den 19. april 2013

Mænd

Min elskede mand har været skøn i denne uge. Han har trukket det store læs med at passe skoldkoppe-ungerne. Og i går fik jeg lokket ham ned i Kop & Kande med denne liste:


Fondanten er i restordre, og hindbærene fandt han. En ekspedient hjalp ham med glimmer og pastafarve, men det han kom hjem med var krymmel og godt nok en pastafarvet, men farven var.. pastafarvet!!! I går skyndte jeg mig ned og bytte, men de havde kun et meget lille udvalg. Så i dag tog jeg til en anden Kop & Kande, og jeg var MEGET imponeret over den unge mands kage-bage-viden (følte mig dog lidt gammel, da han tiltalte mig med "frue"). Jeg kom der fra med en pink pastafarve samt nogle pink perlemorspulver. Og i en nærliggende isenkram fik jeg købt lidt nyt kagegrej :) Man må aldrig gå ned på udstyret, vel? :)

I dag har min skønne far været forbi, bare for at hjælpe med at bore en trækasse op på vores betonmur. Da jeg for længe siden så dette indlæg, tænkte jeg at jeg også ville have sådan en kasse op på væggen. Men jeg har simpelthen ikke kunne finde en kasse, så efter en oprydning flyttede vi den ene vinreol udenfor og min far lavede en plade som bord. Den skal lige males, men ellers er jeg godt tilfreds.

Jeg overvejer lidt om man kan få en eller anden vinterhårdfør blomst til at slynge sig op af vinreolen, så det må jeg google (eller spørge min far, som er gartner!). Hvis du har en god ide, hører jeg den gerne.

For nylig fandt jeg en kasse i Fakta, og i dag kom den så op på væggen:



Blomsten trænger vist til en udskiftning, og så skal der lige farvekoordineres lidt, men der er heldigvis rigtig meget inspiration i Blogland, og jeg er meget imponeret af hvad Gårdejerinden får lavet med blomsterne, så mon ikke jeg kan finde nogle ideer? Jeg glæder mig i hvert fald til fremover at kunne byde flot velkommen til venner og familie :)

Min far havde et par overraskelser med til mig. Jeg læste for nylig et blogindlæg med en masse billeder og links til Pinterest, og der var nogle fine lysestager, så jeg sendte fluks en mail med billeder til min far. Han svarede ikke, men i dag havde han hele 3 lysestager med. Min tanke er at de skal ud i haven, men måske den ene skal blive herinde? Hvad synes du?


God weekend :)



torsdag den 18. april 2013

Vuffelivov

Jeg har en hund med 4 poter, en på hver sit ben....

Jeg har lavet en sej lille gravhund, som skal bruges til en konfirmation i næste uge. Sangene skal ligge inden i maven på hunden. Moren havde fundet ideen her, og jeg har så lavet min egen version (Billedet er desværre blevet lidt mørkt, måske jeg kan nå at tage et nyt og lysere i eftermiddag).


I tirsdags var der en uofficiel 'Bag for en sag' i vores børneinstitution, hvor de indsamlede penge går til institutionen. Det er os i forældrerådet, som skal beslutte, hvad pengene skal bruges til. Der var en stor opbakning, så der var et STORT udvalg af kager. Og der var en masse kage i overskud, som børnehaven har spist og noget er også frosset ned til en anden god gang. Jeg havde selvfølgelig også bagt, og inspirationen til kagernes udseende er fra Bag for en sag hjemmesiden. Opskriften er en grøn bradepandekage, hvor jeg har farvet halvdelen grøn og bagt i en randform. Den anden halvdel er farvet lilla (desværre blev kagen ikke så lilla, men bare lidt grumset) og bagt i en springform. Herefter er kagerne skåret ud og pyntet med farvet glasur og krymmel.




lørdag den 13. april 2013

Blandet syning

I den forgangne uge har jeg fået syet lidt forskelligt.

Tablet sleeve til min fars Samsung Galaxy:


To sæt dukkesengetøj til en bekendt:


Også en enkelt sangskjuler er blevet færdig og afleveret:



I dag har jeg været oppe i håndboldhallen og se vores U18-piger vinde DM-guld. Og der var lige et kort indlæg om kampen med interviews med to af 'vores' spillere i TV2s Lørdagssporten :) Desværre kan jeg ikke finde et link til det, men virkelig fed fornemmelse med ca. 800 tilskuere. Det må have været en SKØN oplevelse for de unge piger. Det største jeg selv har oplevet med håndbold, var da jeg i 2008 spillede pokalkamp mod Slagelse FH med Anja Andersen, Cecilie Leganger og alle de andre store stjerner. Dengang var hallen også propfyldt, men vi tabte altså enorm stort ;)

I morgen er manden igen på arbejde, så jeg skal hygge med ungerne (måske i haven, hvis vejret arter sig) og forhåbentlig komme et godt stykke videre med 2-3 bestilte sangskjulere, lidt sy-bestillinger samt nogle lykønskningskort til min mor og far.

Håber I også nyder weekenden? :o)

torsdag den 11. april 2013

Svigermor(d)

Jeg ved godt det er total kliche at have en mindre sød svigermor, men min er altså en del værre end gennemsnittet!

I forrige indlæg nævnte jeg kort, at vi skulle til begravelse på Bornholm. Min mand og jeg har ikke det bedste forhold til hans forældre, så det er altid med lidt bange anelser, når vi skal bo hos dem. Det er normalt, at svigermor ringer efter vi har været sammen, og så fortæller hun lige min mand om ALLE de fejl jeg har lavet. Jeg er på ingen måde perfekt eller ufejlbar, men hun mener åbenbart at listen med mine fejl er uendelig og intet - INTET - er for småt til at blive kommenteret!

Om det var fordi vi skulle til begravelse og følelserne sad mere uden på tøjet, ved jeg ikke, men nu fik vi sgu nok! Da vi igennem et helt døgn havde hørt på, at børnene larmede (de er 1 og 4 år), og de ikke måtte lege i stuen, fordi det rodede, fik vi nok og det endte i et gigantisk skænderi. Min mand og jeg ved godt, vi også er en del af problemet, mens min svigermor mener VI er problemet! Så det endte med manden og jeg pakkede vores ting og børn i barnevognen og gik ned i byen og sov på hotel!! Om mandagen til min mands farfars begravelse, blev vi behandlet som luft af både min svigermor og min svigerinde. Min svigerfar kunne godt behandle os ordentligt, selvom jeg havde fortalt ham, hvad vi mener om deres forskelsbehandling mellem manden og hans søster. Da vi gik ned til båden, bad jeg Oliver sige farvel til farmor, det gjorde han og løb så ud til farfar, og da jeg så sagde farvel til svigermor, havde hun allerede vendt ryggen til og svarede bare 'ja ja'.

Jeg har aldrig 'klikket' med svigermor, og hun har vist altid haft noget imod mig (måske fordi jeg står fast og ikke følger hende?). Jeg har i mange levet med hendes kommentarer, men nu går det ud over børnene og det vil jeg bare ikke finde mig i! Om det er jalousi over at vi har haft nemme børn, som næsten altid har sovet om natten, mens mine nevøer har været vågne både halve og hele nætter. Eller om det er jalousi over at mine forældre har haft råd til at invitere os på ferier eller hvad, det ved jeg ikke, men nu vil vi ikke finde os i hendes kommentarer mere. Hvordan vi kommer videre herfra ved jeg ikke, for min svigermors holdning er jo at det er OS der har et problem og ikke hende!

Det er mest synd for Oliver, som jævnligt snakker om farmor og farfar, så det er klart ham og Mathias, som er taberne i denne sag. Heldigvis har jeg en fantastisk familie som står bag os og støtter os 100 %.

Turen til Bornholm begyndte dog dejligt, først legede Oliver hele sejlturen med de mange Bobles møbler, der er i legerummet på færgen. Og jeg brugte lørdag eftermiddag i solen med en god bog :)



(beklager de dårlige instagram billeder)

Der kommer også snart et krea-indlæg for har mange projekter liggende klar til en tur gennem symaskinen.

Ps. dette er mit indlæg nr. 300 :o)

fredag den 5. april 2013

Tillykke mormor

I dag fylder min mormor 68 år. Og ja, jeg ved godt det er ungt! Jeg har hørt det MANGE gange :) Men mine bedsteforældre var kun 17 år, da de fik min mor. Og min mor var så kun 21 år, da hun fik min bror og mig. Og det er skønt med unge bedsteforældre (og for børnene: unge oldeforældre), for da min bror og jeg var børn, var vi på ferie hos dem (de bor ca. 5-6 km fra mine forældre :)) og lavede en masse sjove ting med dem. Og nu er de ofte klar til at hjælpe, når oldebørnene er syge (medmindre det er mandag og de skal til gymnastik, eller til svømning om tirsdagen :)).

Nå det var slet ikke det, det skal handle om! Jeg har syet dette net/taske til min mormor, for hun har altid sin pung liggende i et gammelt, forvasket indkøbsnet, så jeg tænker hun har brug for en opfriskning :)


Det har samme størrelse, som det net min svigerinde har fået. Dette har bare fået korte hanke, da det passer bedre til min mormor :) Er spændt på hvad hun siger til det! Hun havde faktisk kun ét ønske fra mig, og det har jeg lovet at opfylde! Og hendes ønske er:

1 lagkage

I onsdags bagte Oliver og jeg lagkagebundene (jeg lægger snart opskriften herind, for jeg kan se at min link ikke længere fungerer). Og i går aftes lavede vi de to mousser:

Chokolade mousse:
100 g mørk chokolade
1/4 liter fløde

Fløden koges op, og lige inden den koger hældes den over chokoladen. Der røres indtil chokoladen er helt opløst. Jeg forsøgte i går at tilsætte lidt revet appelsinskal, men tror det er for lidt til det rigtig kan smages, så må forsøge mig igen en anden dag.

Bær mousse
300 g bærsymfoni (optøet)
2 dl vanilleyoghurt
1/4 liter fløde pisket til skum

Bærene moses med yoghurten, og vendes derefter med flødeskummet.

Hertil morgen lagde jeg bærmoussen mellem to bunde, mens Oliver piskes chokolademoussen, som så også kom i lagkagen. Da jeg elsker makroner, har jeg knust et par håndfulde og drysset ovenpå chokolademoussen. Og jeg er spændt på resultatet :)



Jeg er ikke helt tilfreds med fondanten, men jeg var for træt og tidspresset til at gøre det pænere (og min familie er alligevel imponeret!). Jeg har også fortrudt det lilla glimmer drys, som satte sig lidt i grimme klumper. ØV! Men nu har jeg weekend og vi smutter afsted til fødselsdagen nu, og i morgen tager vi et par dage til Bornholm for at tage afsked med oldefarfar (blev 82 år).


God weekend, jeg vil i hvert fald nyde den bornholmske stilhed :)


onsdag den 3. april 2013

En af de der morgener...

Kl 6.50 stod jeg klar, manglede bare at spise morgenmad og så ville jeg kunne nå 'mit' tog kl 7.25 og så være på arbejde kl 8.10.

Klokken er nu 8.05 og jeg har kun lige sat mig i toget! Arghh, havde glædet mig til at gå fra arbejdet ved 16tiden og så være hjemme ved 17tiden. Men øv, sådan går det nok ikke!

Grunden er, at manden blev kaldt på arbejde, og i går sagde han flere gange, at han ville sige nej, hvis de ringede i dag. Men da de så ringede, sagde han selvfølgelig JA (hvilket er ok, men så står jeg med de ting, han har udskudt, fordi han ikke lige gad i går aftes). Så stod jeg med børnene, usmurte madpakker (som manden lovede at smøre her til morgen, når han nu alligevel ikke skulle på arbejde!) og en tidsplan som bare løb fra mig. ØV!

I aften skal jeg færdiggøre den ene og begynde på den anden af min mormors gaver til på fredag. Tiden er stram, for jeg skal til møde i morgen aften, så skal nå en del i aften.. Derudover har jeg lige 4 sangskjulere, som også skal være færdige snart.. Hmm, må vi snart lære at administrere min tid lidt bedre ;)

I mandags legede jeg med cernit/fimo, stjernerne er til øreringe, mens de andre ting er til to af sangskjulerne.

mandag den 1. april 2013

Give away med krudtfugl.dk

Sidst jeg købte strygestof, aftalte jeg med Hanne fra Krudtfugl at jeg kan udlodde et gavekort på 100 kr til køb af ark og/eller figurer i strygestof hos hende. I kan se et udvalg af hendes figurer på Facebook.


Vinderen bestemmer altså selv, hvordan de 100 kr. skal bruges :)

Og så til reglerne:

1 lod for at være fast læser + kommentar
3 lodder for at være fast læser + kommentar + linke til Give Awayen på egen blog (eller Facebook)

Jeg trækker en vinder d. 21. april 2013.

Held og lykke :o)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...