mandag den 28. april 2014

Oprydning og syning

På mit syværelse (aka gæsteværelset, som sjældent får gæster...) har jeg før haft en lille reol med 4 rum i, og det var ikke rigtig nok, for både mine reol og lænestolen i stuen så ofte således ud:



Men lige inden påske faldt jeg over en reol til 50 kr. i en Facebook gruppe, og den passede perfekt i bredden, så nu ser der således ud:


Gardinet ser lidt spøjst ud, men vi fik jo nye vinduer (og lige her et større vindue end før) i november, og jeg har endnu ikke fået bestilt stof til de nye gardiner....

Det har selvfølgelig også hjulpet, at jeg rent faktisk har fået syet noget af alt det stof, som lå på stolen (og resten er nu gemt væk i skabet :)).




Nederst er mit første tæppe til en kravlegård, og det er blevet super godt modtaget på Sydsjælland. Jeg skal snart i gang med endnu et i kombinationen lilla og mint - det bliver bare så godt :)

Heldige mig #3

Det der held falder lidt i klumper, men jeg brokker mig ikke :)

For en del uger siden vandt jeg en Give Away hos Bianca, men der har været problemer med leveringen (en manglende postseddel, uhjælpsomme postmedarbejdere, men hjælpsomme Bianca og Knorr), og endelig skal vi til at smovse os i SOVS :)


Derudover har jeg faktisk også været heldig på mit arbejde, for jeg har vundet to VIP-billetter til 1. semifinale i Eurovision d. 6. maj. Hvad billetterne indebærer andet end rigtig gode pladser og forplejning ved jeg ikke, men jeg er sikker på det bliver en super fantastisk oplevelse :)


Og så er jeg i dialog med min chef om at gå ned i tid ved at bruge mine resterende 6 ugers barselsdagpenge. For manden min er nemlig kommet ind på SOSU-assistent-uddannelsen til august, og når han skal i praktik på hospital til november, vil det passe perfekt med lidt færre arbejdstimer til mig! Jeg føler mig usandsynlig heldig med en chef, som vil sætte sig ind i det og kæmpe for mig!

torsdag den 24. april 2014

Succes!

I lørdags (inden vi tog til bryllup) fik jeg endelig leget med min overlocker. Og det tog kun to forsøg at få den trådet rigtigt, til gengæld drillede den lidt med at få indstillet den - men ved lidt nærmere eftersyn lykkedes det - YEAH! :)


Og så fik jeg lige syet disse bukser i str. 74/80 i jersey fra Stof&Stil. De er til min venindes datter, for det lovede jeg min venindes farfar, da jeg var så heldig at få overlockeren af ham. Jeg har planer om mere tøj til den lille pige, men har lige en masse bestillinger på barnevognspuder, sengerande og andre ting :)



Man hæfter jo ikke ende på en overlocker, men hvordan sikrer man så at det ikke går op? Jeg hører gerne på gode fif og ideer til brugen af overlockeren, f.eks. også hvor I køber tråd og sådan - så læg endelig en kommentar :)

mandag den 21. april 2014

Dåbsgaven

I lørdags blev min kusine gift, og samtidig blev deres lille Magnus døbt. Og derfor har jeg syet en gave til ham/dem. De nåede desværre ikke at åbne gaverne til festen, men jeg håber, da at gaven har vakt lykke :) Stoffet er valgt, fordi de begge elsker Norge og elge :)


Den samlede bunke tøj og ting: frugtpose med navn, julesok med navn, savlesmæk, og så tøjet: bukser i tynd bomuld, tynd elefanthue samt et jerseyjakke. I jakken lavede jeg foruden mærke med størrelse og vaskeanvisninger også en snor til at hænge jakken op med. Det er første gang jeg syer en jakke (den er fra Ottobre), og jeg er blevet rigtig godt tilfreds :) Jeg fulgte Annas DIY .


Stof fra Stof&Stil  

Julesok med navn (eget mønster)


Udover tøjet, har vi købt denne fine træelg. Den er købt via min kollega, som bor i Køge lige som kunstneren. Kender ikke navnet, men han laver en masse fede og sjove dyr i dette sorte træ.

fredag den 18. april 2014

Pip

Her er et lille påskepip fra mig.

I går brugte jeg min første feriedag på at sy, min mand var nemlig så skøn at slæbe ungerne i legeland for at give mig tid til at sy min kjole til morgendagens bryllup. Jeg fik syet kjolen, men den klæder mig slet ikke! Den fremhæver bare min topmave, og eftersom jeg ikke er gravid har jeg ikke lyst til at fremhæve maven! Derfor ender jeg i morgen i min skønne lækre lyse blå kjole, som jeg dog har brugt flere gange før, men den klæder mig og jeg føler mig godt tilpas i den, så win-win ;)

Jeg har sendt en lille påskehilsen til Århus, bare fordi jeg ved min veninde Trine og hendes kæreste vil ELSKE denne påskete lige så meget som jeg gør ;)


Jeg har også fået syet barnedåbsgaven til i morgen, og så nu mangler jeg bare neglelak på hænderne og så er jeg vist så godt som klar til at fejre min kusine, hendes mand og søn <3





torsdag den 17. april 2014

Krimiserier

Jeg har altid været en læsehest, og jeg læser stadig, dog bliver set mest i ferier og i toget til arbejde. I øjeblikket er det krimiserierne der tiltrækker mig, desværre er der ikke flere af Lindas amish-krimier, der er oversat til dansk, så jeg er gået i gang med Jussis Afdeling Q-serie.


Kan du anbefale nogle gode bøger? :)

søndag den 13. april 2014

Varme lilla ugler

Den sidste uges tid har jeg syet med lilla tråd og det er det fine poplin med ugler fra stof2000. Og det er blevet til ikke mindre end 3 sengerande og et sæt baby sengetøj. Det er første gang jeg syer sengetøj, og nu fortryder jeg, at jeg ikke gjorde det til mine egne børn...



Jeg spillede håndboldkamp i formiddags, og vi var ikke så mange spillere, så for første gang i LAAAANG tid spillede jeg alle 60 min, så mine ben er godt trætte. Så nu har jeg smækket benenen op på sofabordet, og slapper af med lidt let syning i hånden, samtidig med jeg brokker mig over tv-udbudet her til aften - det er jo vildt kedeligt! hmm....


Jeg må snart vise billeder fra vores 'nye' stue, her er lige en af væggene med to familiebilleder samt lysestager fra bornholmske Pernille Bülow.


Jeg har forkælet mig selv med påskete fra Østerlandsk Thehus (en af mine yndlingste-pushere :)) Summerbird chokoladen kom med posten forleden og er en lille påskehilsen fra min chef - I like :)

God søndag aften! Her tælles der ned til onsdag eftermiddag, hvor ferien begynder hos os :)

onsdag den 9. april 2014

Med blå tråd

For 2 uger siden spurgte min gode håndboldveninde mig, om jeg ikke lige kunne hjælpe med et lækkert tæppe til hendes fætters nyfødte søn. Og hun skulle gerne have det med til Århus på lørdag. For en gangs skyld prioriterede jeg rigtigt med tiden, og i dag hentede hun det færdige tæppe.


Alle stofferne (pånær det blå fleece på bagsiden) havde jeg liggende hjemme, så det gik hurtigt med at få skåret lapperne og syet dem sammen.


Den lille fyr skal hedde Oluf, så det skulle naturligvis med på tæppet. Da min veninde kom, havde hun lige en hel bærepose med flødeis med - MUMS! Så selovm jeg i dag (for blot 2.gang) har fastet (lidt ala 5:2-kuren, men nok nærmere de 7-800 kcal), røg der altså lige en lækker is indenbord...


Nu den blå tråd var på symaskinen, fik jeg også lige taget mig sammen til at få syet ribkanterne på Mathias' nattrøje, og han var lykkelig :)

Dagene flyver

Hold op, hvor dagene bare flyver forbi i øjeblikket.. Der er heldigvis blevet lidt mindre travlt på arbejdet, så nu når jeg også hjem og hygger lidt med børnene om eftermiddagen. Efter jeg læste denne artikel hos VORES BØRN, blev jeg klar over hvorfor mine drenge har svært ved at sidde stille og koncentrere sig om én ting i længere tid - jeg fiser jo rundt hele tiden! Jeg sidder selv sjældent stille, fordi jeg lige skal dit og dat... I går eftermiddags satte jeg mig ved spisebordet og klippede nogle ting i strygestof, imens sad drengene og spillede ipad og klippede i lidt pap. Det var SÅ hyggeligt! Det skal helt sikkert gentages, og så må jeg vente med at fise rundt til, når de sover :)

Den ene omgang strygestof blev brugt på denne frugtpose til en pige nede i drengenes institution:

  
Fordelen ved at være i gang med MANGE projekter på én gang, er at lige pludselig bliver man færdig med MANGE ting på én gang :) Og det er sket for mig, den sidste uges tid:


Jeg har lavet en ny portion savlesmække, da jeg synes det er skønt at have nogle liggende til 'akutte' gaver :) Og denne gang gik det som en leg med trykknapperne, for jeg har endelig købt en Prym tang :)


Barnevognspude i noget af det skønne, nye poplin fra Stof2000 samt hynder til både trip Trap stolen og Ikea stolen i det klassiske Big Star Poplin også fra Stof2000.


Endnu flere stjerner fra Stof2000 :) Her er det en solskærm til barnevognen og en cafepusletaske/toilettaske :) 

I aften skal jeg lige sy den sidste pyntestikning på tæppet til min veninde, så hun kan få det med til Århus på lørdag. Måske jeg også snart skulle komme i gang med min kjole, hvis den skal blive klar til brylluppet påskelørdag ? :) 

lørdag den 5. april 2014

Tillykke mormor

I dag fylder min mormor 69 år! Yes, I know, hun er ung :) hun ønsker sig intet, så da jeg tidligere på ugen faldt over dette indlæg, fik jeg straks ideen om en hjemmelavet gave.


Billede fra Oliver, choko-mint-skrub og hjemmelavede lækkerier



Bunde til flødeboller:
100 g marcipan
30 g finthakkede pistacienødder (usaltede)
De to ting blandes grundigt og rulles ud og stikkes ud i små cirkler - jeg fik 13 bunde (brugte et snapseglas). De blev bagt ca 7 min ved 200 grader.

Jeg satte en lille klump pistaciemasse fra Odense Marcipan på bunden og brugte så Chocolat's opskrift på flødebolleskum (1/2 portion passer til de 13 flødeboller). Jeg overtrak med mørk chokolade og dryssede med en rest karameliserede pistacienødder.

MUMS, siger jeg bare :)

Jeg nåede også lige at få syet et par leggins til min skønne niece:


torsdag den 3. april 2014

Nej...

...er ikke mit mest anvendte ord, derfor har jeg gang i MANGE krea-projekter for tiden. I går hentede manden min bestilling fra Nordform, og i dag er jeg kommet lidt videre med en sangskjuler. Det er en sangskjuler med FCK (igen-igen-igen), og samtidig har jeg fået en henvendelse på mail, om hvordan jeg laver spillerne. Så jeg har lavet et billede af hvordan jeg har lavet de små fodbold/håndboldspillere.



Vathoved ca. 22 mm
piberenser 10 cm til arme foldes og sættes fast i hovedet
piberenser 15 cm til ben foldes rundt om nakken
Filt til shorts og bluse syes sammen rundt om kroppen
Skoene er lavet af sort fimo, hvor der er lavet et lile hul til benet.

Hvis du har spørgsmål til min vejledning, så send mig en mail eller læg en kommentar :)

Hvis du bruger min vejledning, er du mere end velkommen til at lægge en kommentar med link til billeder eller sende mig billeder på mail, for jeg vil meget gerne se, hvad andre bruger mine små mennesker til :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...