mandag den 30. juni 2014

Buzzador #3 - Storytel

I den forgangne weekend har jeg syet en masse, men det er de samme ting som altid - dvs. hynder til Trip Trap stolen, sengerande og barnevognspuder. Det er derfor lidt kedeligt at vise de samme ting frem igen og igen, og samtidig er det jo rutinen der får tingene gennem maskinen.

Da jeg var yngre og min hobby hovedsaglig var pap- og papirklipperi, hørte jeg ofte lydbøger, først på bånd og siden på cd, men dengang var der ikke det store udvalg i cd'erne. Sidenhen er interessen drejet mere mod symaskinen, og så kan jeg ikke have en cd kørende samtidig. MEN - nu da jeg fik mulighed for at teste storytel, har det vist sig, at jeg sagtens kan høre historier på  mobilen, MENS jeg syer - det er sg* da win-win :) Jeg ELSKER nemlig bøger og historier, og de bliver oftest valgt fra i forhold til syningen.


Jeg klarede hele tilmeldingen via min Iphone, og det var både nemt og hurtigt, bare min mail og kortoplysninger. Og app'en er ret så nem, og den husker hvor man er kommet til i bogen. Den har også en sleep-funktion, hvor du kan sætte den til at slukke efter f.eks. 10 minutter.

I vinters fik jeg Sara Blædels 7. og 8. bog om Louise Rick og hendes veninde Camilla Lind, og derfor har jeg valgt at høre seriens 1. bog, nemlig Grønt støv. Jeg har læst den før, men det er en del år siden, og derfor vil jeg gerne lige læse op på serien, inden jeg skal læse de to nyeste (som jo slet ikke er nye mere), og så er jeg helt klar til jul, hvor bog nr. 9 udkommer :)
Hvis du har lyst til at lytte til denne bog eller en anden i serien HELT GRATIS, vil jeg meget gerne sende et link til dig. Du skal bare lægge en kommentar med din mailadresse samt nævne den bog du ønsker at lytte til.

fredag den 27. juni 2014

Rabarber fra haven

Da vi kom hjem fra ferie forrige weekend, så jeg straks at rabarberen var vokset en del, så jeg lagde hovedet i blød for at finde på nye ideer med rabarber. Min kollega kom mig dog til hjælp, så i lørdags lavede jeg saftevand med rabarber og hyldeblomst. Opskriften er oprindeligt fra Alt for damerne, men jeg har ændret lidt i bl.a. sukkermængden.

450 g rabarber skåret i 1-2 cm stykker
½ citron i skiver
blomster fra 20 hyldeblomstskærme
300 g sukker
1 liter kogende vand

Alle tingene lægges i en skål/gryde og overhældes med det kogende vand.

Opskriften til ren hyldeblomst saft kan findes her

Efter 3 dage på køl sies saften fra. Kvaset (eller hvad man nu skal kalde det) kan bruges til en gang marmelade. Ud fra min portion fik jeg ca. 600 g kvas (jeg pillede citronerne fra). Til det tilsatte jeg ½ dl rørsukker og 1 dl saft. Det kogte i ca. 20 minutter til konsistensen var god, og så hældte jeg det på to atamonskyllede glas.

Kvaset fra den rene hyldeblomstsaft er også blevet brugt til marmelade. Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift, men jeg fjernede citronerne fra kvaset.

Vaniljeprikket hyldeblomst marmelade

Tror nok jeg i weekenden skal flotte mig med hjemmebagt franskbrød/boller, så vi kan smage disse sommerlige marmelader :)

onsdag den 25. juni 2014

Studenterlagkager

I torsdags ringede min håndboldveninde og spurgte om jeg ville lave to lagkage til hende.

Jeg har lavet mine sædvanlige bunde, men linket i mine tidligere indlæg virker ikke, så her får I lige opskriften

(2 bunde)
4 æg
160 g sukker
1 spsk vand
1 tsk vanilje med top
lidt salt
120 g hvedemel
1 tsk bagepulver.

Æg og sukker piskes heftigt med vand, vanilje og salt. Mel og bagepulver sigtes i, og dejen vendes rundt med let hånd, indtil melet er helt opsuget. Bages i 20 min ved 200 grader.

Version 2: Brug kun 100 g mel, og tilsæt 75 g mandelmel (blendede mandler), og erstat vandet med 2 spsk appelsin saft.

Jeg har lavet et lag med mit sædvanlige lag bærmousse, denne gang med hindbær. Og så lavede jeg denne hvide chokomousse med jordbær. Kagerne er overtrukket med marcipan. Det er første gang jeg overtrækker med marcipan, og jeg synes den er lidt mindre bevægelig end fondant. Smagen er lidt bedre, men stadig meget sød. Pynten er lavet i fondant.



Jeg er nogenlunde tilfreds med kagerne, selvom jeg endnu ikke kan få dem helt skarpe på siderne og det er opsmøringen som er svær. Men det er jo mest familien jeg bager til, så jeg går ikke 'nok' op i det, til at jeg vil gøre mere ved det.

Og vigtigst af alt: min veninde var tilfreds med kagerne :)

søndag den 22. juni 2014

Trætte ben

Denne weekend har stået i køkkenets tegn, så mine ben er godt trætte af at stå op en stor del af weekenden. Fredag lavede jeg min morfars gave færdig. Da min mormor i april fik denne lækkerbidsken, fik jeg tallerknen retur, for som min morfar sagde "så kan du bruge den til min gave". Han er (lige som jeg) vild med appelsin og pebermynte, så det var de smage jeg tog udgangspunkt i. Det blev til cookies med mint (jeg brugte Marabou Mint), 2 slags macarons og så en lille portion orange curd (resten fra macarons).


Macarons er bagt efter Chocolat's opskrift.

I appelsinen er der orangecurd (lemoncurd opskrift, men kun 50g sukker)
I minten er der mintsmørcreme (uden mynteblade).
I begge er der chokoganache (100 g chokolade og 50 g fløde)

I fredags nævnte jeg at min morfar fyldte 69 år, og JA det er mega ungt! Ham og min mormor var kun 17 år, da de fik min mor, og så var min mor kun 21 år, da hun fik min bror og jeg. Så de blev bedsteforældre som 38årige, og I kan også tror der bliver gloet, når mine unger kalder dem for Oldemor og Oldefar :)

I går havde Oliver en legeaftale, og imens samlede Mathias og jeg hyldeblomster. Vi har lavet hyldeblomstsaft, men også en version med rabarber (der kommer billeder og opskrifter i næste uge). Derudover har jeg også brugt en stor del af weekenden på at lave to lagkager til en håndboldveninde, men jeg tror jeg hellere vil lave et særskilt indlæg med mousser og links til opskrifterne :)

Jeg har også fået syet lidt, og det er bl.a. blevet til denne sengerand. Den er syet i 360 cm svarende til en almindelig tremmeseng, men ønsket var 420 cm, så denne er til salg for 320 kr. :)

Mathias og jeg var også i haven og rode lidt, dvs. jeg ordnede lidt ukrudt og fik styr på roserne, mens Mathias bagte sandkager :)

Den kommende uge ser heldigvis ret tom ud, så det ser ud til jeg kan få gjort et stort indhug i stofbunkerne herhjemme. 
Har du (kreative) planer for den kommende uge?



fredag den 20. juni 2014

Life is a rollercoaster #2


Det går jo op og ned i livet, og her er lidt observationer fra de sidste par dage...
  • I går var det tid for den årlige lønsamtale, men der var absolut ingen jubel... :(

  • Vejret er skiftet fra sol til regn, men så bør der jo være mere tid indendørs (f.eks. ved symaskinen :))

  • Bankkontoen er i bund, men lageret af stof er helt i top (bare der også var lidt mere tid til at sy.....)
3x bomuld (sengerand+solskærm) + 3 jersey til tøj til børnene/veninders børn :)
(stof&stil, stof2000 og stofgiganten.dk)

2 chiffon'er øverst (fik så mange ideer på sommerferien) og 2 bomuld til sengerand
(http://www.rijstextiles.com/)

  • Inden kontoen var i bund, nåede jeg at købe lidt selv-forkælelse
Er VILD med Greys Hvide Verden :)



  • Stof2000 har udsalg, så jeg har bestilt 2 stoffer, så jeg forhåbentlig snart kan afprøve Fernanda buksedragte-mønstret som også lige røg med hjem forleden



  • I går var manden afsted til løb, og jeg var alene med ungerne. De opførte sig absolut ikke pænt, men da vi tog afsted til min håndboldkamp forvandlede de sig til englebørn <3



  • Min morfar fylder 69 år i dag, så når jeg har fri kl 14.30 skal jeg hjem og lægge sidste hånd på gaven. Den bliver lækker, mums - men det må I vente med at se til senere :)
Hvad fylder i dit liv for tiden?



onsdag den 18. juni 2014

1. del af sommerferien....

Jeg har været stille de sidste par uger, og det er fordi vi har holdt tidlig sommerferie i år. Vi har tilbragt 14 skønne dage i Bibione ved den italienske adriaterhavskyst. Der er en kæmpe sandstrand med lækkert vand, og vi boede på en ret så stor campingplads med et væld af pools. Dvs. vi har bare slappet af og hygget i hele 14 dage, og det var bare fantastisk at nyde sin familie i så lang tid uden afbrydelser.

Min lille fjollegøj Mathias :)

Vi var ude og spise på vores sidste aften, som tilfældigvis var vores 11 årsdag <3

De 11 år blev også fejret med store isdesserter :)

Den største attraktion i Bibione, var uden tvivl vores folde-sammen-trækvogn med vores to lyshårede drenge :) Der blev peget, 'nååå'-et og sagt "bellisima" en del gange på vores gåture med drengene - især når de som her havde ens skjorter på

Vi kom hjem i søndags, og det eneste jeg havde lyst til var bare grillet laks. Heldigvis fandt jeg en stor frossen ørred i Rema, og fik lagt en let mousserende hvidvin på køl, og så fik vi ellers afsluttet ferien på fornemmeste vis hjemme i haven.

Jeg har savnet det kreative, så jeg er nu fuld af nye/gode ideer, og jeg har allerede klippet til en del projekter. Afhængig af hvordan min kage-bagning i aften går, håber jeg på tid ved symaskinen :)

Og 2. del af sommerferien er jo om kun 5,5 uge :)

tirsdag den 10. juni 2014

Jeg elsker

- mozzarella
- asti
- parmesan
- pasta carbonara
- pasta bolognese
- pizza cabricuosa
- siesta
- sol
- varme

Kan du gætte hvor jeg pt holder ferie?


Yngstemanden har (igen-igen) nulstillet min iPhone, så jeg/vi blev lige nødt til at købe lidt wifi adgang ;)



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...