mandag den 28. december 2015

Julen 2015

Så er julen overstået, og jeg må indrømme, at jeg er lidt lettet. Julen var ikke nem i år. Det er min første skilsmisse-jul, jeg havde jo heldigvis børnene, men alligevel. Det er min første jul som single siden jeg var 18 år, og der manglede sgu en at kysse under misteltenen! Nå, det kan jo være det er der næste år...

Vores medbragte gaver...

Vi havde et væld af pakker juleaften, og det kan gøre de fleste børn godt kuldrede. Min ældste opdagede hurtigt, at kusinerne fik flere gaver end ham (de har en gigantisk familie på min svigerindes side, og da dengene kun får én pakke fra deres fars familie (udover dem fra faren), er der en stor uligevægt), og så var vi lidt ude i, at Oliver blev ked af det lige som sidste år (på trods af at vi uddeler gaver anderledes i min familie). Klokken var mange, og han var træt, men det lykkedes at få talt ham ned. Og det hjalp, at han fik lov at åbne den ene æske LEGO, for vi skulle nemlig blive og sove hos mine forældre.

1. juledag blev brugt hjemme, og det var godt for drengene trængte til ro og stilhed efter den lange dag. 2. juledag var vi som altid til julefrokost hos mine bedsteforældre, og jeg havde lavet en lille værtindegave (men jeg havde lige glemt at tjekke om jeg havde cellofan, så det blev ikke så fint som ønsket).

Hjemmelavet snaps, marcipanbrød og syltetøj, og så elsker min morfar After Eight lige som mig :)

Julefrokosten blev en hård omgang, for Oliver kunne ikke rigtig falde til ro og han blev ved med at drille de andre børn (men min fætter på 7 år er altså også virkelig en pain in the ass! og han er god til at starte ting op i det skjulte..). Jeg kunne ikke rigtig få tacklet Oliver rigtigt, og det endte med en større scene og jeg blev vildt ked af det. Mine forældre var der heldigvis med det samme og hjalp og bakkede mig op. De to er GULD værd! Det er rigtig hårdt for mig, når jeg ikke rigtig kan 'styre' min søn, men han viser flere og flere tegn på at have arvet sin fars ADHD (og så er der nok også stadig nogle klemte følelser ovenpå skilsmissen), og derfor prøver jeg nu at finde nogle gode råd og ideer til, hvordan jeg kan hjælpe ham bedre fremover. Hans skole er også på banen, hvor psykologen skal hjælpe hans lærer med nogle værktøjer. Oliver trives i det store og hele i skolen, men der er lidt 'udfald' indimellem, og herhjemme går det også godt det meste af tiden. Det er mest, når der sker noget anderledes end det han er vant til, at han reagerer. Forhåbentlig kan psykologen hjælpe, så Oliver kommer til at trives endnu bedre og bedre kan håndtere afvigelser.

Udover Olivers udfald, var julen også hårdere end jeg havde troet. Alle de gamle følelser fra sidste år dukkede op, og de gjorde sgu ondt! Nu er drengene hos deres far, og jeg har en hel uges ferie, inden jeg på søndag skal hente drengene og hverdagen igen begynder.

Mine julegaver:
bukser og bluse fra mine forældre
Morter og æggebægre fra mine bedsteforældre
æggebægre fra min bror & svigerinde (byttet til en 19 cm tallerken i stedet)
Bog og lyskæde fra min god Århus-veninde Trine
Cykelpumpe + armbånd (som er glemt på billedet) fra Mathias
Kagedåser, nisse, perleplade + sutsko (ikke på billedet) fra Oliver

Min mor har været ude og købe gaver med Oliver, så han rigtig følte han gav mig noget, og det var han også rigtig glad for og stolt over (selvom min mor fortalte at han ikke rigtig gad selve shoppingen :P)

Nu jeg har ferie, skal jeg have ryddet op i de mange skabe jeg har i min gang, og jeg er både i gang med julepynten, diverse babyting (en del er nu givet videre til mine veninder) og så er jeg også i gang med stoflageret (lige som Sabrina). Hvor Sabrina er i gang med jerseyen, er jeg gået i gang med det faste bomuld og det er bl.a. blevet til disse tre hagesmække, som fluks blev solgt i min facebook gruppe :)

fredag den 25. december 2015

Hjemmelavede julegave #7

I sommers var drengene og jeg på camping med mine forældre, og den danske sommer viste sig ABSOLUT IKKE fra den bedste side. Den første nat i teltet var der kun 9 grader, og nøj hvor jeg frøs! Mine drenges to patchworktæpper blev brugt en del i forteltet og så igen i vores lille iglotelt. Da vi tog hjem, sagde min mor at hun ønskede sig to lignende tæpper, for de var meget bedre end de tæpper de havde i campingvognen. Jeg ELSKER jo at familien og veninder ønsker sig mine hjemmelavede gaver, og derfor opfylder jeg også ofte deres ønsker. Det var dog lidt svært at finde de rigtige stoffer, for mine forældre har (ved et tilfælde) valgt at holde en del af tingene i limegrøn i campingvognen, og det var begrænset hvad jeg kunne finde i de nuancer. Til sidste lykkedes det (og faktisk havde jeg noget på lager) og det blev til disse to tæpper. Firkanterne er 20x20 cm og de færdige tæpper måler ca. 112 x 188 cm. Bagsiden er blød fleece fra Stof&stil. Min mor blev MEGET glad, da hun åbnede gaven, og det er nu den bedste reaktion og belønning, jeg kun ønske mig <3



Mens drengene hyggede med ipad i min seng i går eftermiddags, fik jeg syet det sidste på tæpperne. Det er helt typisk mig først at blive færdig med den sidste gave d. 24., sådan har det nærmest ALTID været. Husker et år som barn, hvor jeg sad og skar en uro i pap (mener det var stjernetegn til min mormor og morfar) under Disneys juleshow.... :D

Jeg har nu disse fire stoffer til overs, da jeg ikke syntes de passede rigtigt ind i tæpperne. Der er ca. 1 meter af hver og de er vasket i Neutral. Sælges kun i hele stykker, enten samlet alle 4 eller hver for sig. Skriv en kommentar eller kontakt mig på mail/instagram, hvis du er interesseret i et eller flere af stofferne.

Øverst til venstre er med glimmer :)

onsdag den 23. december 2015

Den første skilsmissejul

I går eftermiddags gik jeg på juleferie, og drengene og jeg skyndte os ind på sofaen for at hygge. Mathias så tv, Oliver spillede iPad, mens jeg har genfundet den store læseglæde. Og vi kunne alle sidde sammen under mit store nylavede patchworktæppe, som måler 137x215 cm. De fleste af stofferne blev købt i Stof2000 i efteråret 2013, så det er skønt at det endelig lykkedes at få tæppet færdigt :)



I dag har drengene rendt rundt i nattøj HELE dagen, og vi har haft besøg af mine forældre, som lige kom med deres ene bil, så jeg selv kan køre hjem til dem i morgen eftermiddag. Og så kom drengenes far forbi med gaver, han hyggede med drengene, vi spiste risengrød og fik en god snak, da drengene havde rejst sig fra bordet. 

Om en håndfuld dage er det et år siden, at jeg blev alene, og det har været et år fyldt med bump på vejen. Vi har haft adskillige uenigheder, men heldigvis også været ret enige om de store linier. Derfor var det ekstra rart at eksen og jeg i dag kunne sidde og være ret så enige om, hvordan vi begge ønsker drengenes jul skal være fremover. Der er kun én juleaften hvert år, og i ulige år er det i hos mig og min familie, og i de lige år er de hos deres far. Så i dag afleverede eksen sine gaver til mig, og de bliver først åbnet i morgen, og næste år bliver det selvfølgelig omvendt. Jeg ved det er et ømtåleligt punkt, for jeg snakkede med min veninde om det forleden, og hun åbner gaver med sin datter i aften, så datteren i morgen "kun" får gaver fra sin fars del af familien. Der er intet rigtigt eller forkert, og vi har bare valgt hvad der er bedst for vores børn! Jeg ville være rigtig ærgerlig hvis mine drenge næste år kun får 3-4 gaver på selve juleaften (fordi der kun er fars samt farmor og farfars gaver tilbage) og de så kan sidde og se deres fætre åbne 20 gaver hver! Det er jo synd for dem, og derfor synes jeg (VI) at drengene først får alle julegaverne på selve juleaften, for det er det bedste for børnene!

Jeg har drengene helt til d. 27/12, og der kommer deres far så og spiser frokost og tager så drengene med hjem. Drengene skal være hos ham i en hel uge, og det var uden problemer at vi fik delt julen mellem os. Hvordan det blir næste år, ved jeg ikke, for det afhænger af om de så skal hjem til farmor og farfar på Bornholm eller om de blir på Sjælland. Den tid den sorg, eller hvad det nu hedder. Det bliver trist at skulle undvære dem næste år, men omvendt kommer jeg til at være sammen med mine forældre og bedsteforældre og får en helt anden juleaften, fordi jeg bare kan nyde og ikke skal koncentrere mig om ivrige og utålmodige børn. Ja hos mig er koppen mere end halvfyldt, jeg er positiv og ser kun godt fremover :)

mandag den 21. december 2015

Hjemmelavede julegaver #5

Min niece på 4 år har en meget stålfast mening om at hun ikke går med bukser, medmindre det er natbukser (og leggins går vist også an). Og da jeg spurgte hende for en måneds tid siden, om hun ønskede sig noget fra fasters symaskine, var svaret hurtigt "Et sæt nattøj". Jeg har længe været vild med de her flamingoer, og den lyserøde farve gør det helt perfekt til nattøj. Blusen er den klassiske ranglan fra Ottobre. Bukserne har jeg tidligere syet til mine egne drenge, og vist også et enkelt par til min niece. Det er fra Ottobre nr. 1/2013. Lommerne er syet på med pyntestikning nr. 102 på min Pfaff.

Jeg ville først bruge pink rib, men kunne ikke finde en der passede.
Nu er jeg godt tilfreds med det sorte, som giver en god kontrast til det meget lyserøde stof.

Bukserne ser lidt lange ud til min lille kortbenede niece, men det er også i str 110 (hun blev 4 i oktober).

Pyntesyningen ved lommerne


Stoffet er igen-igen fra Stofgiganten, hvor jeg tidligere på måneden (eller var det i november?) fik købt ind til flere julegaver. Nu mangler jeg vist kun at blive færdig med de to tæpper til min mor, men de ligger begge klar ved maskinen :) Og alle de købte gaver blev pakket ind i går, så nu har jeg to fyldte IKEA-poser med julegaver!!!! Er du ved at være klar med årets gaver?

– Dette indlæg indeholder affiliate links

søndag den 20. december 2015

Hjemmelavede julegaver #4

I går aftes på Instagram viste jeg endnu en færdig julegave, og den skal I da ikke snydes for. Det er den sædvanlige ranglanbluse fra Ottobre, dog har jeg for første gang sat piping i ærmegabet på forsiden, og jeg synes faktisk den sorte kant er god til Olaf-stoffet. Det er en helt almindelig piping i fast bomuld fra stof&stil.


Blusen er str. 110 og er til min "lille" Mathias, som ELSKER Olaf og Frost-universet. Stoffet er fra Stofgiganten, hvor jeg tidligere på måneden (eller var det i november?) fik købt ind til flere julegaver.

– Dette indlæg indeholder affiliate links

lørdag den 19. december 2015

Hvor der handles,

..der spildes... Det er ikke altid alt der lykkedes, og selvom det kun semi-lykkedes, vil jeg da lige vise et af mine seneste forsøg frem. Engang i efteråret spurgte mine drenges faster, om jeg ikke ville sy et par badebukser til hendes ældste dreng. Jeg fandt hurtigt noget sort badebuksestof med stræk hos stofkiosken.dk, og så fik jeg ikke rigtig gjort mere. Her i december har jeg så fået tegnet mønster ud fra disse badebukser fra H&M i str. 122/128.


Da jeg havde syet dem, men manglede elastikken i taljen, fik min Oliver lov at prøve dem. Han er lidt ældre end sin fætter, men mindre i størrelsen, men så kunne jeg trods alt teste om de var sådan nogenlunde eller helt forkerte i størrelsen/designet.



Det ligner lidt cykelshorts, men det er nok mest pga. den manglede elastik i livet. Da bukserne var helt færdig, gik jeg i gang med den aftalte dekoration med navnet PELLE på numsen og en stjerne på det ene ben. Pynten blev lavet i strygestof, og da det var mit første forsøg med badebuksestof, strøg jeg selvfølgelig en prøve først og det fungerede helt perfekt. Jeg begyndte med den lyseblå stjerne forrest og det gik også ok, efter et par ekstra strygninger. Men da jeg gik i gang med PELLE, ville det bare SLET IKKE sidde fast! Til sidst fik jeg strøget hul i badebukserne i forsøget for at få det til at sidde fast.. ARGHHHHHH!

P'et sidder slet ikke fast og under det sidste 'e' er der et hul...

Jeg skal helt sikkert have syet et par badebukser til Oliver, for så kan han have et par fast hjemme hos sin far. Det er en smule nemmere, og så kan de også helt impulsivt smutte i svømmehallen :) Og mon lillebror så ikke også spørger om jeg vil sy et par til ham?

Har du prøvet at sy badetøj? Fortæl gerne dine erfaringer, eller kom med ideer til at pynte dem, for et par helt sorte badebukser er da lidt kedeligt :)

onsdag den 16. december 2015

Familie-hygge

I oktober mistede jeg jo min faster, og kort efter oprettede jeg en facebook gruppe til vores familie - altså den yngre generation, hvilket vil sige min tvillingebror, mig og vores to kusiner samt ægtefæller. Vi ses næsten kun til de store ting i livet, og jeg syntes det kunne være hyggeligt at ses lidt oftere, vi bor trods alt inden for en radius på 10-15 km. Nå, men jeg inviterede dem alle herhjem til æbleskiver og julehygge i søndags, og ALLE kom, så vi var 7 voksne, 7 børn og 1 baby.


Lysdekoration i sølv og lilla - så det matchede servietterne :)

Min farmors sirupslagkager i mini-format. 
(halv portion passer til to kager i Ø10 cm, som bagefter hver deles i 3 bunde) 

Diverse julegodter :)

Det dækkede bord :)

Det var SÅ hyggeligt og tiden fløj afsted. Mathias spørger hver dag om min kusines datter Frederikke ikke snart kommer og leger igen <3 Jeg glæder mig allerede til næste gang vi skal ses.

søndag den 13. december 2015

Hjemmelavede julegaver #3

Jeg syer stort set hver dag, men der er ikke meget energi efter en arbejdsdag, hentning af drengene, madlavning, julehygge og madpakkesmøring, så tingene tager længere tid og jeg får ikke vist meget frem. Nu lykkedes det at få endnu en Ottobre ranglan bluse færdig til Oliver. Ninjaer og LEGO ninjago hitter big time, så satser på han blir rigtig glad ;)

str. 122

Stoffet er fra Stofgiganten og findes under "Metervarer" => "børnestoffer".

– Dette indlæg indeholder affiliate links

fredag den 11. december 2015

Sund julekonfekt

Engang i sommers lavede jeg Michelle Kristensens trøffelbarer fra en af hendes bøger, og ud fra den opskrift har jeg lavet fire slags sundere konfekt stort set uden sukker.

Hindbær, mint, appelsin og alm rom-trøffel.

Opskriften på de almindelige med rom-trøffel, som jeg har lavet dem:

Ca 30 stk.

1,5 dl havregryn der er blendet til mel
80 g blendede mandler (evt. mandelmel)
12 spsk. proteinpulver m. kakaosmag
4 spsk. kakaopulver
2 tsk. sødemiddel
30 g hakket chokolade 70-80 %
2 dl kokosmælk
4 tsk smag f.eks. romessens

mørk chokolade til overtræk, igen 70-80 %.

Alle de tørre ting blandes godt sammen, og så kommes kokosmælken og essensen i. Jeg fyldte det i en flad form med bagepapir og kom det i fryseren et døgns tid (men man kan godt bare nøjes med en time, men det nåede jeg ikke lige). Når den har stået lidt på køkkenbordet er den nemmere at skære i mindre bidder, som overtrækkes og pyntes. Opbevares i køleskab eller i fryser.

Hindbær: Romessensen byttes ud med hindbærekstrakt

Appelsin: romessensen byttes ud med appelsinsaft og revet skal fra 1 appelsin (evt. proteinpulver med appelsinsmag), det hakkede chokolade erstattes af en mørk chokolade med orangesmag

Mint: Romessensen byttes ud med mintessens, det hakkede chokolade erstattes af en mørk chokolade med mintsmag

Jeg er selv helt vild med mint-varianten - mums :) Er spændt på hvad min bror og mine to kusiner (samt deres ægtefæller og børn) siger når de kommer til julehygge på søndag:)

I aften skal jeg til julefrokost på mit nye arbejde, vi begynder med pakkeleg allerede kl 10.30, så jeg er lidt spændt på hvor længe festen varer og hvor længe jeg kan holde ud :P

torsdag den 10. december 2015

Julehygge

Sikke dagene går.  Den ene dag tager den anden, og det er ikke meget jeg får blogget - eller læst blogge for den sags skyld. I eftermiddags prioriterede jeg lidt kreahygge med mine drenge, og selvom de kun havde tålmodighed til porcelænstusserne i kort tid fik vi hygget, og de jublede da jeg fandt hjemmebagt havregrynsfranskbrød frem til aftensmad - nogle gange er der bare vigtigere ting end kød og grøntsager :)

De hvide kopper købte jeg, dengang jeg flyttede hjemmefra, og de har i mange år ikke været brugt, så jeg tænkte at vi kunne bruge dem til hyggelige gaver, i stedet for at de bare står og fylder i skabet.

Drengene dekorerede et enkelt sæt hver, mens jeg fik kreeret to sæt. De er i ovnen lige nu, og i weekenden skal jeg (forhåbentlig) lave gaverne færdige, kopperne skal nemlig ikke bruges til at drikke af ;)


søndag den 6. december 2015

Min krea-plads

På Instagram opfordrede Sabrina til at vise hver vores krea-plads, og nu fik jeg taget mig sammen til at få ryddet lidt op OG få taget billeder. Da vi købte huset for 6 år siden var det gæsteværelse, men efterhånden blev det mere og mere krea-værelse (bl.a. Eks-mandens familie alligevel aldrig kom på besøg...). Jeg har tidligere vist værelset frem HER og HER.

Her står to af mine maskiner samt min iMac, og det er bare hyggeligt når drengene sidder og spiller/ser youtube mens jeg syr.

I august fik jeg lavet bordet ved vinduer og det er jeg vildt glad for, det fungerer bare perfekt. For en måneds tid siden hentede eksmanden sin sovesofa, og så tog jeg det gamle krea-bord ind igen. Jeg er vild med al gulvpladsen, da det gør rummet lettere - og så er der god plads til strygebrættet. Og så er der plads til en madras på gulvet, f.eks. Til min gode veninde fra Århus, som kommer på et kort visit i dag til i morgen. 

Jeg overvejer at droppe det høje skab, for efter eksmanden hentede sine ting, har jeg nu alt for meget opbevaringsplads (men det kræver lige jeg får taget mig sammen til en ordentlig oprydning!) :)

Min far skal lave to hylder til det skab, eksmanden havde sine ting i, og når det er gjort, skal der ryddes op på reolen, og flere af tingene skal ned i skabet.

Det tidligere krea-bord bliver nu brugt til opbevaring (så jeg ikke længere har store bunker stof i sofaen)

Hylden over bordet er helt tom, og det er fordi eksmanden skal have den til sin nye lejlighed. Han har ENDELIG fået sin egen lejlighed og kun ca. 10-12 km fra mig og drengene. Jeg overvejer at få lavet en hul-opbevaringsvæg lige som Sabrina (se linket øverst), men jeg har bare ikke kunne nå det de par gange jeg har haft bil til rådighed.

#VisDinKreaPlads

lørdag den 5. december 2015

Hjemmelavede julegaver #2

Min mormor har mange gange rost min turkise patchworkpude, så jeg fik hurtigt den ide, at lave noget til hende i samme udtryk. Men for at det skulle passe bedre til hende, blev det til en toilettaske. Jeg har strøget volumenvlies bag på patchworket, og så er indensiden tekstilvoksdug. Derudover har jeg sat pipingbånd ved lynlåsen, og jeg er blevet ret godt tilfreds (selvom voksdugen indeni burde havde været en lille smule mindre, men pyt med det). Jeg har købt en øjencreme til hende, da det er en af de ting der ALTID står på hendes ønskeseddel :)


søndag den 29. november 2015

Så er julen skudt igang

I min familie begynder julen altid på samme måde, og den begynder sidste lørdag i november, hvor der er børne-juletræsfest på min fars arbejde. Faktisk er min far på arbejde under festen, men han har altid tid til at spise æbleskiver med os. Og 1. søndag i advent tager vi ud på Dyssegaarden og fælder juletræ alle sammen. Sådan har det været i 4 år, og jeg håber det er noget vi fortsætter med i laaang tid (og at min eks er villig til at bytte weekend i de år, hvor det falder i hans weekend!)

Inden vi tog afsted til festen nåede jeg at få syet to bluser til mine drenge, og ud fra den ene meter fik jeg både de to bluser samt en kjole til min niece i str. 68.





Til julefesten havde jeg min nye nederdel på. Jeg er ikke helt tilfreds, igen har jeg lavet elastikken i livet for løs og så er den lidt kort, men det går med strømpebukser under. Diy til nederdelen finder du her. Både julestoffet og det røde med slangemønster finder du hos Stofgiganten.

Efter vi havde fældet juletræer kørte vi hjem til mine forældre og fik æbleskiver og min farmors sirupslagkage - MUMS ;)
Begge drenge var drøntrætte, så vi var tidligt hjemme og jeg kunne gå i gang med at julepynte og lave adventsdekorationer og kalenderlys - så nu er julen endelig skudt igen :)


Alle mine juletræer inde i stuen - dem i træ er fra Søstrene Grene, der er også 3 i HAMA perler (det bagerste med gaver lavede Oliver til mig sidste år), men det der betyder mest er glas-træet i midten af adventskransen, for det købte min eks og jeg da vi var i Venedig for år tilbage. Selvom vi ikke er sammen mere, minder det mig om en god sommerferie og hvor tåbeligt det er at slæbe en trækvogn med til Venedig - byen med en milliard broer og dermed trapper!


Dekorationen i køkkenet ;)

– Dette indlæg indeholder affiliate links

mandag den 23. november 2015

Hjemmelavede julegaver #1

Det er egentlig lidt snyd, for denne gave blev syet i sommers og i september, men nu jeg havde julepapiret fremme i forbindelse med adventsgaverne, fik jeg pakket Olivers ene julegave ind. Han vokser gevaldigt, så især bukserne stumper på ham. Derfor har jeg syet et sæt nattøj i mint-farvede jersey.


Sølvglimmer stjerner og mintfarvede bukser i str. 122

søndag den 22. november 2015

Sne og syning

Det er jo nok ikke gået nogens næse forbi, at Sjælland er ramt af sne! Herhjemme ligger ca. en halv meter sne, og det skiftevis tør lidt og sner igen. Det er hyggeligt og jeg elsker det smukke hvide landskab. Dog er mit hus noget mørkere end normalt, for sneen ligger tykt på mine ovenlys vinduer og der kommer ingen lys ind ovenfra, men så er det jo bare hyggeligt med stearinlys og hygge :)

Drengene er hos deres far, og derfor har jeg udnyttet tiden med kreative sysler. Først og fremmest har jeg fået færdiggjort den lille gave til min niece, som min mor skal bruge til hendes pakkekalender. I morgen har min mor taget en fridag, så hun kan få pakket de 4x 24 gaver ind, så det var lige i rette tid at jeg fik syet frugtposen.


I går fik jeg også syet to bluser færdige. Tigerblusen var en bestilling i foråret fra en, som så sprang fra, men blusen var klippet :( Nu kommer den i min salgsgruppe på Facebook, og ellers har flere af mine veninder drenge, så det kan være den ender som en gave :)

Str. 104 - Til salg

Bluse til mine drenges yngste fætter - str. 110


Leggins str. 68 - til salg

to par leggins i str. 68 til min yngste niece.

De to lilla par blev klippet sidste sommer, og jeg fik 4 par leggins ud af den lilla meter stof fra Stofgiganten. Jeg fik bare aldrig sat elastik i de to små par, men nu har jeg jo fået en lille niece som kan passe dem :) De røde er af en rest fra da jeg i går syede en julerød julenederdel til mig selv (skal nok lige vise den frem snart :)), og det stof er også fra stofgiganten. Jeg er helt vild med slangemønstret på det røde, så jeg bliver nok nødt til at sy mere tøj til mig bare i nogle af de andre lækre farver :)

– Dette indlæg indeholder affiliate links

Adventspakker

Mine drenge har alle år fået adventspakker af deres farmor og farfar, og i år spurgte farmor så om jeg ville købe gaverne for hende. Det har jeg nu hygget mig med, og i dag har jeg fået pakket dem ind, så de er klar til næste weekend. Tænk at det allerede er blevet jul :)

Strømperne blev pakket ind i butikken :)
Jeg spillede selv "Hvem er hvem" med min bedste veninde Trine, og Oliver kender det fra SFO'en
Oliver er blevet vild med de danske film om Min søsters børn, efter han flere lørdage i træk så dem i tv.
Til sidst en aktivitetsbog med Ninjago, tænker den bliver god i juleferien

Mathias er jo VILD med Frost, så puslespillet og sangene blev han simpelthen nødt til at få.
Han ser også en del Dora, så en dvd må være lykken.
Til sidst en nødvendighed, nemlig en tykkere hue (og når Oliver får strømper, skal der også være tøj til Mathias samme dag, så der ikke er brok :))

Huen er lavet efter mit eget mønster og er i to lag bomuldsjersey.



torsdag den 19. november 2015

Nyt job = træthed

Puha en uge fuld af mange følelser, ikke mindst i fredags. Alle har jo hørt om tragedien i Paris, og jeg så det på mobilen fredag aften, og jeg tænkte straks "ej sikke noget". Og så rumsterede det i mit hoved, det var som om der var et eller andet jeg burde kunne huske, og pludselig kom det! Mor, far, mormor og morfar befinder sig i Paris LIGE NU! Nøj, jeg blev nervøs, men jeg fik hurtigt kontakt med dem og de var langt fra de mange episoder, og de havde det godt. Siden viste det sig at det var ret tæt på den lejlighed de havde lejet, men min far havde ikke helt styr på de der arrondissementer (eller hvad de nu hedder). Det tog dem en evighed at komme til lufthavnen, men de kom hjem lørdag aften fuldstændig som planlagt <3

Lørdag aften tændte jeg lys udenfor i min nylavede dekoration lavede efter inspiration fra Gårdejerinden:

Zinkbalje med ca. 10 cm jord, og så har jeg plantet to hyacinter og så det der lille træ-lignende plantenoget (andet ikke hvad den hedder!), og har så dækket overfladen med mos. Koglerne blev sprayet med glimmer, men det er nu regnet væk. Og så har jeg sat en gammel (let rusten) lanterne bagerst - i weekenden tror jeg at jeg skal have sat lyskæderne op i min forhave - ELSKER at komme hjem til mit lys-pyntede hus :)

I fredags havde jeg besøg at min bror, hans kone og deres to piger. Pigerne var med nede og hente mine drenge, og det var noget de havde efterspurgt lææææænge, så der var stor lykke. Jeg forkælede dem alle med min brors yndlingskage, nemlig hjemmelavede studenterbrød.


Som det ses herover, er jeg blevet ret vild med at sy patchwork i hånden, så jeg har nu 4 'blomster' i de lilla farver, men hvad det skal ende med ved jeg ikke endnu :) Jeg er også i gang med et turkis patchwork, og det skal ende som en toilettaske til min mormor, som HVER gang roser min patchwork pude :)


Jeg ELSKER tv-julekalendere, og har nu set Absalons Hemmelighed. Jeg lånte den på mit elskede bibliotek, men ellers kan mange julekalendere fåes til rimelige penge i supermarkederne og på nettet, f.eks. her. Jeg overvejer selv at købe Pagten, som jeg faktisk gav eks-manden sidste år, men vi nåede aldrig at få set den færdig, da vores juleferie sluttede ret skidt :( Sådan en (velkendt) julekalender er perfekt at sidde og sy til, og nu er jeg i gang med Ludvig og Julemanden.

Denne uge har også været præget af virkelig mange nye udtryk, for i mandags begyndte jeg mit nye job, og som Karina kommenterede på mit indlæg om mit nye job, så er der VIRKELIG mange forkortelser, som jeg prøver at lære. Puha, jeg er helt rundtosset, når jeg kommer hjem...
Indtil videre kan jeg finde fra receptionen og op til min plads, og nu kan jeg også finde kantinen :) Resten kommer vel efterhånden :P


Først på ugen fik jeg taget mig sammen til at få færdiggjort den sidste sy-bestilling, og derfor kan jeg nu glæde mig endnu mere til weekenden, hvor jeg skal sy ting/tøj til julegaver til min familie :)

puslepudebetræk og ammepudebetræk

– Dette indlæg indeholder affiliate links
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...