fredag den 6. november 2015

Hygge & lægebesøg

I tirsdags ringede min nye sektionschef og spurgte om jeg havde lyst til at begynde før, så mit nye arbejdsliv begynder allerede næste mandag! Det betyder så at jeg er i gang med at nå de sidste hyggedage fyldt med familie, venner og så en masse lægebesøg. I mandags var jeg til årligt kontrol på Herlev med Mathias (han har en dårlig nyre efter sygdom da han var spæd), og min mor havde taget fri for at tage med. Vi hyggede og nåede lidt shopping, indtil Mathias' tålmodighed slap op.

Tirsdag var jeg til tandlægen, inden jeg tog til Frederiksberg og spiste brunch med min tante. Vi spiste på Maude's og gik så en tur op og ned ad gl Kongevej. Jeg fik købt en lækker skjorteagtig bluse fra Second Female 


Onsdag var jeg hjemme, indtil Mathias skulle til lægen. Hans 4års undersøgelse skulle gentages, fordi hans synstest ikke gik så godt, og denne gang var det samme så vi blev sendt afsted med en liste over øjenlæger. Om aftenen havde min mor en flok veninder på besøg, så min far kom og spiste hos mig, og han hjalp mig med et par småting herhjemme.

Torsdag eftermiddag gik med at køre til øjenlægen i Hillerød, hvor der så var 2,5 times ventetid i den åbne børnekonsultation. Mathias og jeg gik rundt og hyggede lidt, inden vi satte os i venteværelset. Imens passede mine forældre Oliver og hans veninde Ida, og de sørgede også for aftensmad til da vi kom hjem. Heldigvis viste øjenlægens test, at Mathias ser helt fint.

I dag skal jeg have klaret et par små ærinder og syet på de sidste bestillinger, og så skal jeg ud og spise aftensmad med min mor (min far skal til noget fodboldfest), og så kan vi også kigge lidt i butikker, når nu vi bare er os to :)

I næste uge er der lidt mere ro på, men den skal bare nydes i fulde drag ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer, så skriv gerne et par ord :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...