søndag den 29. november 2015

Så er julen skudt igang

I min familie begynder julen altid på samme måde, og den begynder sidste lørdag i november, hvor der er børne-juletræsfest på min fars arbejde. Faktisk er min far på arbejde under festen, men han har altid tid til at spise æbleskiver med os. Og 1. søndag i advent tager vi ud på Dyssegaarden og fælder juletræ alle sammen. Sådan har det været i 4 år, og jeg håber det er noget vi fortsætter med i laaang tid (og at min eks er villig til at bytte weekend i de år, hvor det falder i hans weekend!)

Inden vi tog afsted til festen nåede jeg at få syet to bluser til mine drenge, og ud fra den ene meter fik jeg både de to bluser samt en kjole til min niece i str. 68.





Til julefesten havde jeg min nye nederdel på. Jeg er ikke helt tilfreds, igen har jeg lavet elastikken i livet for løs og så er den lidt kort, men det går med strømpebukser under. Diy til nederdelen finder du her. Både julestoffet og det røde med slangemønster finder du hos Stofgiganten.

Efter vi havde fældet juletræer kørte vi hjem til mine forældre og fik æbleskiver og min farmors sirupslagkage - MUMS ;)
Begge drenge var drøntrætte, så vi var tidligt hjemme og jeg kunne gå i gang med at julepynte og lave adventsdekorationer og kalenderlys - så nu er julen endelig skudt igen :)


Alle mine juletræer inde i stuen - dem i træ er fra Søstrene Grene, der er også 3 i HAMA perler (det bagerste med gaver lavede Oliver til mig sidste år), men det der betyder mest er glas-træet i midten af adventskransen, for det købte min eks og jeg da vi var i Venedig for år tilbage. Selvom vi ikke er sammen mere, minder det mig om en god sommerferie og hvor tåbeligt det er at slæbe en trækvogn med til Venedig - byen med en milliard broer og dermed trapper!


Dekorationen i køkkenet ;)

– Dette indlæg indeholder affiliate links

mandag den 23. november 2015

Hjemmelavede julegaver #1

Det er egentlig lidt snyd, for denne gave blev syet i sommers og i september, men nu jeg havde julepapiret fremme i forbindelse med adventsgaverne, fik jeg pakket Olivers ene julegave ind. Han vokser gevaldigt, så især bukserne stumper på ham. Derfor har jeg syet et sæt nattøj i mint-farvede jersey.


Sølvglimmer stjerner og mintfarvede bukser i str. 122

søndag den 22. november 2015

Sne og syning

Det er jo nok ikke gået nogens næse forbi, at Sjælland er ramt af sne! Herhjemme ligger ca. en halv meter sne, og det skiftevis tør lidt og sner igen. Det er hyggeligt og jeg elsker det smukke hvide landskab. Dog er mit hus noget mørkere end normalt, for sneen ligger tykt på mine ovenlys vinduer og der kommer ingen lys ind ovenfra, men så er det jo bare hyggeligt med stearinlys og hygge :)

Drengene er hos deres far, og derfor har jeg udnyttet tiden med kreative sysler. Først og fremmest har jeg fået færdiggjort den lille gave til min niece, som min mor skal bruge til hendes pakkekalender. I morgen har min mor taget en fridag, så hun kan få pakket de 4x 24 gaver ind, så det var lige i rette tid at jeg fik syet frugtposen.


I går fik jeg også syet to bluser færdige. Tigerblusen var en bestilling i foråret fra en, som så sprang fra, men blusen var klippet :( Nu kommer den i min salgsgruppe på Facebook, og ellers har flere af mine veninder drenge, så det kan være den ender som en gave :)

Str. 104 - Til salg

Bluse til mine drenges yngste fætter - str. 110


Leggins str. 68 - til salg

to par leggins i str. 68 til min yngste niece.

De to lilla par blev klippet sidste sommer, og jeg fik 4 par leggins ud af den lilla meter stof fra Stofgiganten. Jeg fik bare aldrig sat elastik i de to små par, men nu har jeg jo fået en lille niece som kan passe dem :) De røde er af en rest fra da jeg i går syede en julerød julenederdel til mig selv (skal nok lige vise den frem snart :)), og det stof er også fra stofgiganten. Jeg er helt vild med slangemønstret på det røde, så jeg bliver nok nødt til at sy mere tøj til mig bare i nogle af de andre lækre farver :)

– Dette indlæg indeholder affiliate links

Adventspakker

Mine drenge har alle år fået adventspakker af deres farmor og farfar, og i år spurgte farmor så om jeg ville købe gaverne for hende. Det har jeg nu hygget mig med, og i dag har jeg fået pakket dem ind, så de er klar til næste weekend. Tænk at det allerede er blevet jul :)

Strømperne blev pakket ind i butikken :)
Jeg spillede selv "Hvem er hvem" med min bedste veninde Trine, og Oliver kender det fra SFO'en
Oliver er blevet vild med de danske film om Min søsters børn, efter han flere lørdage i træk så dem i tv.
Til sidst en aktivitetsbog med Ninjago, tænker den bliver god i juleferien

Mathias er jo VILD med Frost, så puslespillet og sangene blev han simpelthen nødt til at få.
Han ser også en del Dora, så en dvd må være lykken.
Til sidst en nødvendighed, nemlig en tykkere hue (og når Oliver får strømper, skal der også være tøj til Mathias samme dag, så der ikke er brok :))

Huen er lavet efter mit eget mønster og er i to lag bomuldsjersey.



torsdag den 19. november 2015

Nyt job = træthed

Puha en uge fuld af mange følelser, ikke mindst i fredags. Alle har jo hørt om tragedien i Paris, og jeg så det på mobilen fredag aften, og jeg tænkte straks "ej sikke noget". Og så rumsterede det i mit hoved, det var som om der var et eller andet jeg burde kunne huske, og pludselig kom det! Mor, far, mormor og morfar befinder sig i Paris LIGE NU! Nøj, jeg blev nervøs, men jeg fik hurtigt kontakt med dem og de var langt fra de mange episoder, og de havde det godt. Siden viste det sig at det var ret tæt på den lejlighed de havde lejet, men min far havde ikke helt styr på de der arrondissementer (eller hvad de nu hedder). Det tog dem en evighed at komme til lufthavnen, men de kom hjem lørdag aften fuldstændig som planlagt <3

Lørdag aften tændte jeg lys udenfor i min nylavede dekoration lavede efter inspiration fra Gårdejerinden:

Zinkbalje med ca. 10 cm jord, og så har jeg plantet to hyacinter og så det der lille træ-lignende plantenoget (andet ikke hvad den hedder!), og har så dækket overfladen med mos. Koglerne blev sprayet med glimmer, men det er nu regnet væk. Og så har jeg sat en gammel (let rusten) lanterne bagerst - i weekenden tror jeg at jeg skal have sat lyskæderne op i min forhave - ELSKER at komme hjem til mit lys-pyntede hus :)

I fredags havde jeg besøg at min bror, hans kone og deres to piger. Pigerne var med nede og hente mine drenge, og det var noget de havde efterspurgt lææææænge, så der var stor lykke. Jeg forkælede dem alle med min brors yndlingskage, nemlig hjemmelavede studenterbrød.


Som det ses herover, er jeg blevet ret vild med at sy patchwork i hånden, så jeg har nu 4 'blomster' i de lilla farver, men hvad det skal ende med ved jeg ikke endnu :) Jeg er også i gang med et turkis patchwork, og det skal ende som en toilettaske til min mormor, som HVER gang roser min patchwork pude :)


Jeg ELSKER tv-julekalendere, og har nu set Absalons Hemmelighed. Jeg lånte den på mit elskede bibliotek, men ellers kan mange julekalendere fåes til rimelige penge i supermarkederne og på nettet, f.eks. her. Jeg overvejer selv at købe Pagten, som jeg faktisk gav eks-manden sidste år, men vi nåede aldrig at få set den færdig, da vores juleferie sluttede ret skidt :( Sådan en (velkendt) julekalender er perfekt at sidde og sy til, og nu er jeg i gang med Ludvig og Julemanden.

Denne uge har også været præget af virkelig mange nye udtryk, for i mandags begyndte jeg mit nye job, og som Karina kommenterede på mit indlæg om mit nye job, så er der VIRKELIG mange forkortelser, som jeg prøver at lære. Puha, jeg er helt rundtosset, når jeg kommer hjem...
Indtil videre kan jeg finde fra receptionen og op til min plads, og nu kan jeg også finde kantinen :) Resten kommer vel efterhånden :P


Først på ugen fik jeg taget mig sammen til at få færdiggjort den sidste sy-bestilling, og derfor kan jeg nu glæde mig endnu mere til weekenden, hvor jeg skal sy ting/tøj til julegaver til min familie :)

puslepudebetræk og ammepudebetræk

– Dette indlæg indeholder affiliate links

torsdag den 12. november 2015

Den sidste uges syning

Nu er min sidste uge som hjemmegående ved at løbe ud, og jeg har derfor forsøgt at få syet nogle af mine projekter færdige. Derfor får I lige her en fremvisning af de seneste dages projekter.

Toilettasker/cafepusletasker

Trip trap hynde i tekstilvoksdug

Endnu en Trip trap hynde i tekstilvoksdug

To frugtposer med KAMMA i strygestof

Barnevognspude til min lille niece Augusta


Rensdyrnæser

Jeg er rigtig god til at printe utallige ideer ud på papir, og så har jeg ellers bunker af gode ideer liggende herhjemme. Indimellem rydder jeg op i bunkerne, og nogle ting bliver smidt ud og andre får lov at blive i bunken. Og selvfølgelig får jeg også lavet en ting eller to fra bunken! Og denne gang er det blevet til rensdyrnæser, som jeg har set hos Mamma Mias Verden.

Jeg har brugt plastikposer beregnet til mad, 
de er købt i Søstrene Grene for læææææænge siden, 
men måske de stadig har dem? 

Jeg tænker de skal bruges til værtindegaver her til jul, og måske skal drengenes lærer/pædagoger have en hver til jul som en lille påskyndelse. Giver I gaver til jeres børns lærere/pædagoger?

Jeg har selv lavet etiketterne i Word, og jeg vil meget gerne dele dem med jer, men jeg ved ikke hvordan jeg sætter en pdf-fil ind på bloggen - så HJÆLP........

Da jeg havde printet det første sæt, kunne jeg godt se at min sorte blækpatron var ved at løbe tør, derfor var jeg rundt på nettet for at finde den billigste originale HP-patron til min printer - efter kig på ca. 8 forskellige hjemmesider viste det sig at prisen OG fragten var fuldstændig ens på ALLE siderne, hvilket jeg synes er lidt mærkeligt ?!?!

Jeg endte med at bestille hos blækpatroner.nu, og på min bestilling står der kl. 13.53 (i går) og her til morgen kl. 8.12 fik jeg sms om at min blækpatron nu kunne hentes i den nærmeste pakkeboks! Det er godt nok hurtig service :)

– Dette indlæg indeholder affiliate links




onsdag den 11. november 2015

Nem syltetøj

I sidste weekend løb vi tør for syltetøj, til gengæld havde vi masser af hindbær i fryseren, så jeg fik hurtigt lavet en portion nem syltetøj. Jeg gjorde det bare lidt på slump, men den blev ret god med en skøn og frisk hindbærsmag.

1 ps frosne hindbær (300 g)
1 dl sukker
1 vaniljestang (korn + stang)
revet skal fra 1 lime

Det hele koges sammen til en passende konsistens. Jeg var bange for min ville blive for tynd, så jeg kogte lidt længere, og den endte med at blive ret tyk. Jeg har ikke brugt konserveringsmidler, da det er en lille portion og vi får spist den hurtigt.

Min overskudsmorgenmad en af dagene uden drengene:
æble i både, vand med citron og så min elskede te
A38 med müsli
grovtoast med ost og hjemmelavet syltetøj


Jeg syer stadig næsten hver dag, men det er mest små projekter, som jeg får gjort færdige, så jeg har mere ro i næste uge, hvor jeg efter tre måneder herhjemme igen træder ud på arbejdsmarkedet... Jeg glæder mig rigtig meget, men tror også det bliver hårdt, især den første tid med nye mennesker, nye opgaver og nye ord.


Edderkoppe-kager

I ugen op til Halloween skrev min tante og spurgte om hun måtte indfri den tjeneste hun havde til gode. I foråret hjalp hun mig med skødet på mit hus, og hun ville intet have på det tidspunkt. Men nu skulle min 10årige fætter have kage med i skole, så om jeg kunne finde på noget uhyggeligt, men som kunne holde sig et par dage (for min morbror ville hente onsdag aften, og de skulle først bruges fredag).

Jeg besluttede mig hurtigt for Arlas banankage, hvor jeg kommer de 100 g hakket chokolade i dejen sammen med melet, og bager dem som muffins. Ovenpå pyntede jeg med chokolade-creamcheese-frosting (uden appelsin) og pyntede med lakridssnører og sukkerøjne. Jeg var heldig at finde sukkerøjnene i min lokale Netto, men de fåes i de fleste bagebutikker, f.eks. her hos bagebixen.dk


Min fætter var super glad, og da jeg i sidste uge spiste brunch med min tante, insisterede hun på at betale, så hun igen var i plus på tjeneste-kontoen - så det er nok ikke sidste gang jeg har bagt til min fætters klasse :)

Min morbror og tante giver ofte min fætters legetøj videre til os andre i familien, og denne gang havde han et stort træ-piratskib med til drengene, og nøj de blev glade da de så det :)


– Dette indlæg indeholder affiliate links

fredag den 6. november 2015

Klovn

Efter en trist og hård periode havde jeg brug for lidt sjov, og derfor har jeg været på biblioteket og låne de første tre sæsoner af Klovn. Film nr 2 går jo i biffen nu, og på de sociale medier hører jeg om mange der er inde og se den. OG JEG HAR ALDRIG SET ÉT ENESTE AFSNIT ELLER FILM!! Derfor tænkte jeg det var en god ide at låne dvd'erne på biblioteket, for det var måske dumt at bruge penge på dem, hvis jeg ikke kunne lide det. Og sikke en god ide! Jeg har nu set de tre sæsoner, og jeg er sgu skuffet... Der er små momenter af humor, men de er små, og så er det bare Casper og Frank og alle deres stand-up venner, der holder drenge-middage.

Har du set serien? Eller filmene? Og hvad er så din mening om det?

Jeg er i hvert fald tilbage til min yndlingsserie Greys Hvide Verden, hvor sæson 11 lige er udgivet og sæson 12 lige er begyndt på Kanal 4 :)

– Dette indlæg indeholder affiliate links

Hygge & lægebesøg

I tirsdags ringede min nye sektionschef og spurgte om jeg havde lyst til at begynde før, så mit nye arbejdsliv begynder allerede næste mandag! Det betyder så at jeg er i gang med at nå de sidste hyggedage fyldt med familie, venner og så en masse lægebesøg. I mandags var jeg til årligt kontrol på Herlev med Mathias (han har en dårlig nyre efter sygdom da han var spæd), og min mor havde taget fri for at tage med. Vi hyggede og nåede lidt shopping, indtil Mathias' tålmodighed slap op.

Tirsdag var jeg til tandlægen, inden jeg tog til Frederiksberg og spiste brunch med min tante. Vi spiste på Maude's og gik så en tur op og ned ad gl Kongevej. Jeg fik købt en lækker skjorteagtig bluse fra Second Female 


Onsdag var jeg hjemme, indtil Mathias skulle til lægen. Hans 4års undersøgelse skulle gentages, fordi hans synstest ikke gik så godt, og denne gang var det samme så vi blev sendt afsted med en liste over øjenlæger. Om aftenen havde min mor en flok veninder på besøg, så min far kom og spiste hos mig, og han hjalp mig med et par småting herhjemme.

Torsdag eftermiddag gik med at køre til øjenlægen i Hillerød, hvor der så var 2,5 times ventetid i den åbne børnekonsultation. Mathias og jeg gik rundt og hyggede lidt, inden vi satte os i venteværelset. Imens passede mine forældre Oliver og hans veninde Ida, og de sørgede også for aftensmad til da vi kom hjem. Heldigvis viste øjenlægens test, at Mathias ser helt fint.

I dag skal jeg have klaret et par små ærinder og syet på de sidste bestillinger, og så skal jeg ud og spise aftensmad med min mor (min far skal til noget fodboldfest), og så kan vi også kigge lidt i butikker, når nu vi bare er os to :)

I næste uge er der lidt mere ro på, men den skal bare nydes i fulde drag ;)

onsdag den 4. november 2015

En slags eksamen

I lørdags vågnede jeg med sommerfugle i maven. Jeg havde det som om, jeg skulle til eksamen, og det var da heller ikke helt galt. Vi skulle nemlig til min nieces barnedåb, og jeg skulle være gudmor. Jeg var lidt nervøs om jeg nu kunne sige navnet korrekt, men det lykkedes og jeg fik også sagt ét nej og de 5 ja'er, som jeg skulle (præsten blev lige nødt til at skubbe til det andet barns gudfar, da han faldt i staver og glemte ét ja :D).

Jeg har jo lavet indbydelserne og fik også lov at lave bordkortene, som blev i helt samme tema og farver, nemlig barnevogne i gul og lilla.

63 bordkort

Jeg havde fået klippet for mange barnevogne, så det blev også lige til 3 ophæng

Og min hovedregning gik helt galt med de små cirkler! Derfor blev det lige til ca. 3 m guirlande :)

Kjolen har jeg længe haft styr på, mens jeg først fik lavet mine armbånd (inspireret af Helena) fredag aften.
Oliver tog lige et billede, da vi er på vej ud af døren, og dette er det bedste (på trods af jeg er lidt skalperet). Og her kan man også lige se min nye frisure, fik klippet 10-15 cm af længden sidste tirsdag.

Perlerne og tilbehør har jeg købt hos smyks.dk (ikke sponsoreret)

Gaven til Augusta har jeg længe været i gang med, men jeg fik først lavet det sidste fredag eftermiddag, og nøj hvor er jeg godt tilfreds med det. Det er lidt svært at se forskel på de to gule stoffer her i tusmørket, men det ser knaldgodt ud i virkeligheden :D

Firkanterne er klippet i 20x20cm, og det gik så hurtigt med at sy selve tæppet, at jeg nu altså snart må få klippet de sidste 60 firkanter til mit eget sofahyggetæppe :)

Hele gaven:
Tæppet
en lille kop med A (fra Fakta)
Maleri med fødselsdata

Hele dagen var bare rigtig god. Augusta var nem i kirken og brokkede sig kun lidt, da hun skulle ligge i mine arme og døbes (hun er skide nysgerrig og gider ikke ligge ned!). Mine drenge spiste hurtigt frokosten og så løb de ellers rundt og legede, og så havde jeg tid til at snakke med min mormor, min svigerindes fætter samt min svigerindes storesøster. Især sidstnævnte havde jeg glædet mig til at snakke med, vi sad nemlig overfor hinanden ved brylluppet for et år siden, og hun er skøn kvinde. Hun er uddannet i Finansverdenen ligesom mig, men nu er hun blevet forfatter og det var bare super sjovt at høre om hendes mange bogprojekter (desværre er mine drenge ikke helt i målgruppen endnu..)

søndag den 1. november 2015

Buzzador #6 - Dettol power & Pure wipes

Det er nu 6. gang jeg får lov at teste noget som Buzzador, og denne gang er det Dettol Power & Pure wipes. Det er en rengøringsserviet i stil med babyvådservietter, og den fjerner 99,9% af bakterierne. De er parfumefri og har Astma-Allergi Danmark mærket, og begge dele er noget som er vigtigt for mig, da begge mine drenge har haft forskellige former for astma og eksem, så jeg køber overvejende produkter der er mærket med Astma-Allergi mærket.

Jeg har ikke brugt servietterne til den almindelige rengøring, men mere i særlige tilfælde, såsom da Mathias en aften ikke fik sin vilje og derfor valgte at smide hele sin tallerken (inkl. mad) på gulvet! Tallerknen gik heldigvis ikke i stykker, men gulvet var smurt ind i mad, og det var altså dejlig nemt med Dettol wipes. Hans trip trap stol fik også lige en omgang med en rengøringsserviet, og så var den igen ren og uden bakterier.

Boller i karry

Mathias smed jo bleen her i sommers, men der sker stadig lidt uheld. Han går og holder sig lidt for længe (hvilket han faktisk ikke må med sin dårlige nyre, så det må vi lige spørge hans læge om til hans årlige kontrol i morgen...), og når han så når ud på wc'et når han ikke altid op på toilettet. Og igen, så er det altså nemt at snuppe en serviet eller to og tørre gulvet efter med, og så er gulvet rent og uden bakterier!


Jeg har det med at spilde min pudder-foundation på min hvide IKEA-kommode, og det giver skjolder! Men det klarede Dettols servietter, og det var nok det jeg blev gladest for :)

Til min almindelige rengøring fortsætter jeg med at bruge en spand sæbevand som jeg er opdraget med, men de her servietter er gode at have liggende til akut-situationerne, hvor man har en eller anden form for uheld som skal ordnes. Men til den almindelige rengøring vil jeg hellere have duften fra sæbevand, end den lidt kemiske lugt fra servietterne.

Hvad bruger du, når du gør rent?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...