mandag den 29. februar 2016

Februar 2016

Februar har virkelig været en dejlig måned med skønne oplevelser!

Måneden begyndte med min første tur til USA, det kan du læse mere om her. Det gjorde desværre at jeg måtte melde afbud til sydag i Facebook gruppen ”Syklubben – Sjælland”, men forhåbentlig kan jeg deltage nogle timer til sydagen på lørdag.

Og så har vi fået gang i nogle rigtig gode rutiner herhjemme om eftermiddagen. Jeg har lavet et skema, så drengene kan se hvem der har computeren eller tv’et til rådighed, for jeg var træt af der altid var et værre postyr hver dag over hvem som skulle hvad. Og der er meget mere ro på, især på Oliver. Og ret pudsigt, i onsdags var han helt vildt glad for at skemaet sagde ”fri leg” (og altså ingen elektronik). Det har han jo ALTID mulighed for, men nu var det pludselig noget helt andet :)


En anden stor ting er at jeg har købt bil. Jeg har længe drømt om det, og nu kunne det så lade sig gøre. Jeg har ALTID været hende der tog toget, og derfor nemt kunne konstatere at de forældre der kører både til børnehave og SFO da er lidt dovne (de to institutioner ligger på hver sin side af skolen, og man burde bare gå), og nu er JEG selv en af de der dovne! Det bliver jeg drillet lidt med af en af de andre mødre, men det er bare godmodigt drilleri :) Min nye bil er en Nissan Micra og jeg er bare vild med den. Min bror mener jeg har glemt bagagerummet hos forhandleren, men jeg er godt tilfreds. Der er mere end rigeligt med plads, da jeg forleden var til Sydag i Køge.



Jeg har ryddet ud på Bloglovin’, så jeg kun følger kreative blogs. Jeg har nemlig længe været laaaangt bagud med at læse de mere teksttunge blogs, og dem har jeg nu valgt at slette. Jeg er også igang med at rydde ud i mit gamle stof, og det er nu sjovt at finde ideer til det stof, som har ligget pakket væk alt for længe... Så glæder mig til at vise en masse ting i den kommende tid :)

I januar fik jeg endelig begyndt at gå lidt, men i februar har jeg fået taget mig sammen til at begynde at løbe igen, og det føles jo skønt. Det ligger som en fast aftale i min arbejdskalender, at jeg går kl. 15 hver onsdag, for så kan jeg nå hjem og løbe inden drengene skal hentes. Faktisk gjorde jeg det også helt impulsivt i dag, solen skinnede og det var dejligt at få frisk luft og overskudsagtigt at få løbet.

Jeg nåede ikke de 60km, men det at jeg er kommet igang er en stor sejr for mig.


Et andet mål for i år, er at få læst noget mere, og det har jeg i den grad fået nået - det hjalp selvfølgelig også lige med to flyveture over Atlanten.



Med de tre bøger jeg læste i januar, og de fem for denne måned, er jeg allerede oppe på 8 bøger.
Jeg har flere bøger liggende klar, bl.a. de to næste i Liza Marklunds serie om journalisten Annika samt en biografi om René Toft Simonsen. 


Som det ses herover er jeg god til at snacke om aftenen, og nu har jeg lige bestilt en ordentlig portion lækker te fra Teacup.dk for hvis jeg drikker god, sød te mindskes sukkertrangen, så måske det kan hjælpe mig lidt...


Jeg har købt påskete, ferskente, Den 7. himmel (også med fersken), hvid tempelte og grøn jasminte.

– Dette indlæg indeholder affiliate links

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer, så skriv gerne et par ord :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...