lørdag den 16. april 2016

UFO'er

Jeg forsøger ihærdigt at få ryddet op i mit hus, og det er faktisk især på mit syværelse det roder! Derfor prøver jeg at blive færdig med én ting af gangen - jeg har nemlig lidt tendens til at være i gang med alt for mange ting på én gang, og det skal sørme da laves (lidt) om. I lørdags havde jeg endelig lidt tid ved symaskinerne, og først fik jeg syet de her tre grønne hagesmække i voksdug færdigt.


Dernæst fik jeg syet størstedelen af de her to lilla bluser, men jeg manglede halsrib og oplægningen. Det blev klaret i dag, hvor jeg bare har syet og hygget hele dagen alene hjemme. Stoffet er købt for længe siden, kan ikke huske om det var i 2015 eller helt tilbage i 2014! Det var beregnet til min niece M og min venindes datter C, og det er også dem bluserne er til. Begge bluser er til den store side i forhold til den størrelse de bruger nu, men jeg forsøgte at få mest muligt ud af stoffet. Den langærmede er i str. 116 og er til min 4,5 årige niece, den kortærmede er str. 104 til C på 2,5 år. Det lilla stof med stjernerne er vist købt helt tilbage i 2012 eller 2013!


Nu håber jeg bare bluserne vil bringe glæde - om ikke andet ved jeg, at min niece ELSKER lilla (lige som mig) og så er fasters bluser hendes favoritter (de har nemlig ikke alle de der vaskemærker i) <3


Sidste lørdag kom jeg også et godt stykke videre med de her penalhuse/toilettasker/cafepusletasker, og de blev færdige tirsdag, da jeg kun lige nåede ud på arbejdet, førend Oliver blev ringet hjem med ondt i maven (der var heldigvis ikke noget resten af dagen, så vi hyggede).


Desværre kan man slet ikke se på rodet, at de her ting er færdige, så jeg arbejder stødt videre på at rydde ud i stofbunkerne :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer, så skriv gerne et par ord :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...