tirsdag den 10. maj 2016

Olivers taske

I efteråret havde jeg planer om at sy tasker/net til mine egne to drenge, men også til min brors piger. Jeg har haft stoffet liggende fremme længe, og i juleferien kom jeg i gang med den første. I går aftes blev jeg så langt om længe færdig!

Yderst er sort lagenlærred med en bund af sort bomuld med dødningehoveder samt navn i strygestof. Skriften hedder MARKER FELT og er i str. 350. Hankene er i sort lagenlærred og syet dobbelt.


Inderst er sort lagenlærred med en indvendig lomme med lynlås på den ene side, og en påsyet 'åben' lomme og en lille karabinhage på den anden side. Det var ret svært at tage et ordentlig billede ned i tasken, men da jeg har planer om at skulle sy en lignende til Mathias må jeg prøve at tage nogle bedre billeder der.


Da jeg syede det meste i søndags, kørte det bare på rutinen, for jeg har syet en del net. Og da jeg så skulle sy nettet sammen i toppen, kom jeg pludselig i tanke om at der jo skulle lynlås i! Derfor endte tasken med at være lidt skæv i toppen, men den er uden tvivl brugbar, for den er allerede proppet og taget med hjem til far. Begge drenge skal være hos deres far fra i dag til på søndag, og nøj de har glædet sig. Jeg skal bruge aftenerne på håndboldkampe og -fester, og selvfølgelig lidt syning :)

Der er klart et par forbedringer til næste taske, men egentlig er jeg ret godt tilfreds. Næste gang sætter jeg dog navnet på FØR jeg syer foret i, for det var ikke sjovt at skulle stryge navnet i oven på lommer og karabinhagen... 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer, så skriv gerne et par ord :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...