mandag den 29. februar 2016

Februar 2016

Februar har virkelig været en dejlig måned med skønne oplevelser!

Måneden begyndte med min første tur til USA, det kan du læse mere om her. Det gjorde desværre at jeg måtte melde afbud til sydag i Facebook gruppen ”Syklubben – Sjælland”, men forhåbentlig kan jeg deltage nogle timer til sydagen på lørdag.

Og så har vi fået gang i nogle rigtig gode rutiner herhjemme om eftermiddagen. Jeg har lavet et skema, så drengene kan se hvem der har computeren eller tv’et til rådighed, for jeg var træt af der altid var et værre postyr hver dag over hvem som skulle hvad. Og der er meget mere ro på, især på Oliver. Og ret pudsigt, i onsdags var han helt vildt glad for at skemaet sagde ”fri leg” (og altså ingen elektronik). Det har han jo ALTID mulighed for, men nu var det pludselig noget helt andet :)


En anden stor ting er at jeg har købt bil. Jeg har længe drømt om det, og nu kunne det så lade sig gøre. Jeg har ALTID været hende der tog toget, og derfor nemt kunne konstatere at de forældre der kører både til børnehave og SFO da er lidt dovne (de to institutioner ligger på hver sin side af skolen, og man burde bare gå), og nu er JEG selv en af de der dovne! Det bliver jeg drillet lidt med af en af de andre mødre, men det er bare godmodigt drilleri :) Min nye bil er en Nissan Micra og jeg er bare vild med den. Min bror mener jeg har glemt bagagerummet hos forhandleren, men jeg er godt tilfreds. Der er mere end rigeligt med plads, da jeg forleden var til Sydag i Køge.



Jeg har ryddet ud på Bloglovin’, så jeg kun følger kreative blogs. Jeg har nemlig længe været laaaangt bagud med at læse de mere teksttunge blogs, og dem har jeg nu valgt at slette. Jeg er også igang med at rydde ud i mit gamle stof, og det er nu sjovt at finde ideer til det stof, som har ligget pakket væk alt for længe... Så glæder mig til at vise en masse ting i den kommende tid :)

I januar fik jeg endelig begyndt at gå lidt, men i februar har jeg fået taget mig sammen til at begynde at løbe igen, og det føles jo skønt. Det ligger som en fast aftale i min arbejdskalender, at jeg går kl. 15 hver onsdag, for så kan jeg nå hjem og løbe inden drengene skal hentes. Faktisk gjorde jeg det også helt impulsivt i dag, solen skinnede og det var dejligt at få frisk luft og overskudsagtigt at få løbet.

Jeg nåede ikke de 60km, men det at jeg er kommet igang er en stor sejr for mig.


Et andet mål for i år, er at få læst noget mere, og det har jeg i den grad fået nået - det hjalp selvfølgelig også lige med to flyveture over Atlanten.



Med de tre bøger jeg læste i januar, og de fem for denne måned, er jeg allerede oppe på 8 bøger.
Jeg har flere bøger liggende klar, bl.a. de to næste i Liza Marklunds serie om journalisten Annika samt en biografi om René Toft Simonsen. 


Som det ses herover er jeg god til at snacke om aftenen, og nu har jeg lige bestilt en ordentlig portion lækker te fra Teacup.dk for hvis jeg drikker god, sød te mindskes sukkertrangen, så måske det kan hjælpe mig lidt...


Jeg har købt påskete, ferskente, Den 7. himmel (også med fersken), hvid tempelte og grøn jasminte.

– Dette indlæg indeholder affiliate links

søndag den 28. februar 2016

Genbrugssmække

Jeg forsøger ihærdigt at rydde lidt ud i stofskabene, samtidig med jeg køber nyt stof! Så i dag fik jeg klippet to stykker genbrugsstof op til hagesmække, og samtidig fik jeg prøvet en ny version af hagesmæk. Jeg plejer nemlig at bruge dette mønster til voksdug/tekstilvoksdug, men i dag brugte jeg genbrugsbomulden med vådliggerlagen bagpå.

Rasmus Klump fra et gammelt sæt sengetøj (tror jeg). 
Jeg har tidligere brugt det til to puder til Olivers værelse

Smølfestoffet er fra et gardin og er en ret tynd bomuld med flere pletter/skjolder på, men tænker det ikke gør det store, når hagesmækken alligevel bliver beskidt i løbet af nul komma fem :)
Jeg købte det tilbage i efteråret 2012, og jeg brugt de pæneste dele til hyggetæpper til mine drenge, og siden har det ligget glemt i skabet, men nu er det brugt op.

tirsdag den 23. februar 2016

Filt uro

En gang i efteråret blev jeg spurgt om jeg kunne lave en filt uro ala denne:



Og nu er det endelig lykkedes! Jeg har fundet figurer via google pånær elefanten som er forstørret efter en bog med kort. Derudover har jeg brugt nogle træperler for at få balance i uroen, samt for at få mit eget udtryk i uroen og ikke bare kopiere.



Den er til min venindes nevø, og hun blev så glad for den, at jeg nok skal lave endnu én, når hun kender kønnet på bebs i hendes egen mave:)

Materialer:

Plastik uroring (min er købt i Panduro Hobby til ca. 19 kr så vidt jeg husker)
Filt i forskellige farver (det har jeg fundet hos Hobbyprodukter.dk til 32,50 kr. for 10 ens ark)
Sytråd og vat/fyld (jeg har brugt lidt pudefyld fra de billigste puder fra IKEA)
Træperler (f.eks. fra Tiger/Søstrene Grene)

Sy figurerne vrang mod vrang og lad et lille hul været åbent til fyldet. Fyld figuren og sy hullet sammen på maskine. Jeg har limet elefanten fast med min limpistol.

– Dette indlæg indeholder affiliate links

mandag den 22. februar 2016

Sydag i Køge

I oktober var jeg til kreadag i Køge arrangeret af Sabrina (@brineh), og i lørdags havde hun inviteret til sydag. Desværre var der mandefald pga sygdom, så vi endte med kun at være 6, men det var super hyggeligt. Vi bidrog alle til buffetten, og så snakkede og syede vi ellers i 7,5 time!


Min plan var at jeg skulle have klippet en masse i dagene op til, men det fik jeg altså ikke lige gjort (arbejdede nogle lange dage, nu når drengene var hos deres far, så jeg var bare træt om aftenen!). Lørdag morgen stod jeg op kl. 7, så jeg kunne få klippet lidt og så få pakket min lille bil, så jeg ca. kl. 8.45 kunne køre mod Køge.

Jeg fik færdiggjort et par UFO'er, og så fik jeg ryddet lidt ud i mit jersey:

Min bluse i tyk jersey fra Stof2000 (sommeren 2014) - Stof2000 Fernanda kjole mønster

T-shirt til Oliver str. 122 (stof2000+rib fra stof&stil) - Ottobre ranglanbluse

Babybukser str. 56 efter eget mønster
Det grå med lyserøde prikker er en rest fra en Fernanda bluse jeg har syet til mig selv.

3 bluser str. 68, og de virker heldigvis lidt store, så min lille niece kan bruge dem i et par måneder.
Frost og flamingoerne er rester fra tøj til min store niece

Min samlede produktion :) 
Der mangler lige lidt rib på de to af babybluserne, men det nåede jeg herhjemme i går og min brors kone blev vildt glad for bluserne til min lille niece <3

fredag den 19. februar 2016

Vinterferie

I denne uge er der vinterferie hos os, men som i de fleste skilsmissefamilier har vi delt ugen op. Jeg havde fri med drengene mandag og tirsdag, og så afleverede jeg dem hos deres far, som har taget dem med til Bornholm for at besøge farmor og farfar. Det er noget drengene har glæder sig til, for de har ikke set farmor og farfar siden i sommers.

Mandag tog jeg i zoo med drengene, min gode veninde Mille samt hendes søn (knap 1 år) og kæreste. Det var SÅ hyggeligt, og faktisk er de ved at købe hus i samme bebyggelse som jeg bor i, nøj hvor vi glæder os til at ses oftere <3

Mig og Daniel

mine drenge <3

Efter ca 4 timer i zoo og en times hjemtransport, var vi alle trætte, så vi slappede med film og læsning hjemme i stuen

Om aftenen fik jeg syet tre bluser, som drengene skulle have med over til deres faster, som havde spurgt om jeg lige ville hjælpe hende med et par gaver - og hun var heldigvis vild med flere stoffer på mit lager, så jeg fik tømt lidt ud :) Imens jeg syede så drengene Askepot for 117. gang, men som altid faldt Mathias i søvn ovenpå Oliver <3

som altid ranglan fra ottobre bladene

Nu holder drengene fri med deres far, mens jeg får arbejdet en masse. Der er nemlig masser af lave på jobbet, så jeg får lige tjent lidt ekstra timer ind, så jeg kan afspadsere op til påske :) I aften skal jeg i gang med at klippe en masse, så jeg kan tage en bunke klippede projekter med til sydag i Køge i morgen - og nøj hvor jeg glæder mig til at møde de dejlige damer IGEN :)

torsdag den 18. februar 2016

Lucky me

Sidste onsdag fyldte jeg 32 år, og jeg har det skønt! Den sidste uges tid har jeg tænkt en del over hvor trist jeg var sidste år og om at alt drejede sig om drengenes velbefindende. Nu er alt blevet bedre, og jeg har fundet en grundglæde i hverdagen, selvfølgelig kan drengene skændes og vi kan være uvenner, men alt i alt er jeg nu ret så glad for mit liv.

Jeg er blevet begavet med en masse lækre ting, og igen i år havde mine forældre købt en lille gave, så drengene havde en gave at give mig onsdag morgen. Det var dette Kranz&Ziegler led til mit armbånd/ur:


Derudover havde Mathias lavet en halskæde og Oliver har malet et syltetøjsglas til opbevaring af sydimser.

Mine forældre kom med dette grå lammeskind til min Børge Mogensen gyngestol og et par skihandsker (jeg frøs om fingrene når jeg cykler på arbejde og når jeg legede i sne med drengene).


Min bror og svigerinde gave mig et wellness gavekort, hvor jeg tror jeg vælger at få en ansigtsbehandling hos en lokal hudplejeklinik - de syntes i høj grad grad jeg trængte til noget selvforkælelse.

Min mormor og morfar gav mig en Mega mussel tallerken til samlingen, mens min moster berigede mig med to Kähler lysehuse (Urbania Funkis og byhus).


Min svigerindes forældre havde en smuk buket blomster med til mig, og jeg elsker at de hvert år tænker lidt på mig <3



Min gode veninde fra Århus sendte mig som altid en gave, og den lå i min postkasse på min fødselsdag. I pakken lå både nogle smagsprøver på forskellig te og en lækker marineblå bluse med blondeærmer - sådan en bluse jeg længe har villet have, men bare ikke fået fundet (eller kigget efter...)


Jeg har stadig en gave til gode, da min morbror & tante er på skiferie, men den får jeg nok om en måneds tid, når min far har fødselsdag (vi ser dem ikke så ofte).

Faktisk har jeg også købt en ret stor gave til mig selv (dem af jer der følger med på instagram har måske set den :)), men den kommer på bloggen i næste uge :)

søndag den 14. februar 2016

Comfortzones

Hvordan har du det med comfortzoner?

Jeg er tryghedsnarkoman udover alle grænser! Eller det var jeg i hvert fald for ét år siden. Jeg var lige blevet alene med mine drenge, og jeg trivedes egentlig ikke i mit gamle job. Jeg var glad for arbejdsopgaverne og mine kollegaer, men min chef og jeg så meget forskelligt på nærmest alt. Alligevel blev jeg, for jeg følte mig tryg og jeg vidste jo hvad jeg havde, og tænk hvis et nyt job bare var værre?

I august blev jeg jo opsagt og jeg gik hjemme i 3 måneder, og jeg har nu været i mit nye job i 3 måneder, og jeg fortryder lidt at jeg ikke fik taget mig sammen til at få søgt noget andet, for så havde jeg undgået fyringen, men omvendt havde jeg ikke fået de 3-4 gange karriererådgivning og var jo ikke endt der hvor jeg er lige nu. Jeg har i den grad fået rykket ved min comfortzone, og jeg er mere modig og mindre tryghedshungrende end for et år siden, og det har givet mig en vildt fed oplevelse!

Fredag d. 29. januar blev min lille gruppe (vi er 3) kaldt ind sammen med min chef, hvor vi fik af vide at min gravide kollega havde valgt ikke at tage på en tjenesterejse til Florida grundet zika-virus, og det skulle vi nu finde en løsning på. Vi snakkede og kom med forslag, og lige pludselig blev det til at jeg skal overtage min kollegas område, for det er for kompliceret til at en vikar kan overtage det (mente min chef), jeg har jo kun været der i 3 måneder, men han roste mig helt vildt og var fuld af tro på at jeg sagtens kunne klare det. Resten af dagen foregik i løb! Jeg skulle hjem og hente pas, min kollega sørgede for at ændre flybilletter, jeg fik eksmanden til at have børnene en hel uge, og jeg fik ombooket møder, og så fik jeg mødt ham jeg skulle rejse med. Derudover skulle jeg havde søgt om ESTA, samt have styr på diverse remedier til min arbejdspc.


Jeg nåede ikke at tænke, før jeg sagde JA til at tage med til Florida, og 48 timer senere sad jeg i en flyver på vej til Amsterdam for så at flyve til Atlanta og til sidst mod Nordflorida. Udover de tre dages møder (som gik helt fint og jeg fik bidraget med min økonomiske viden), fik vi også shoppet, hygget med de andre deltagere og vi nåede da også lige et besøg på et US army museum. Alt i alt en stor stor oplevelse, og faktisk var det min allerførste tur til USA :)

Shopping :) LEGO til drengene, samt en Tommy Hilfinger bluse til hver af mine drenge samt til hver af min brors piger og en bluse til mig - og så fire poser m&m's bl.a. en med mandler og en med mint :)

Mine nye DKNY taske til 1/4 af den danske pris :)

En MEGET regnfuld dag med tornadovarsel (blev heldigvis ikke til noget)
 
Vi var heldige at vi tilfældigvis så både F16 og F35 ude at flyve (kan ikke huske hvilken en af dem det er på billedet!!), men det er virkelig noget, som har gjort folk misundelige hjemme på kontoret :P

F16 i "LEGO" til min bror :)

Vandet var ret koldt, men jeg blev jo nødt til at mærke det rigtigt :)

Ren idyl på stranden <3


apropos comfortzoner - hvad er det værste der kan ske?

Fastelavnsboller

Jeg var i Florida i ugen op til fastelavn, så jeg fik ikke lavet noget pynt til min gren, men jeg nåede da at få bagt fastelavnsboller (og det er vel det vigtigste!). Jeg brugte som altid min mormors opskrift, men i stedet for marcipanremoncen, forsøgte jeg mig med Odense Marcipans marcipanmasse til is, og det var ret så nemt og yderst vellykket :)

Jeg har selv købt marcipanmassen, og synes det var smart at bruge i stedet for remoncen, da det gjorde bagningen hurtigere og nemmere (og så var der en skål mindre at vaske op!)

De lilla er med boysenbærsyltetøj og de lyserøde er med min hjemmelavede hindbærsyltetøj

Med en smule jetlag så vores eftermiddagshygge sidste weekend således ud :)

Fastelavn 2016 - Olaf

Mathias er stadig helt vild med Frost og især Olaf, og han synes det var en god ide, da jeg foreslog ham at det kunne være hans kostume i år.

Efter lidt googlen fandt jeg en vejledning, som jeg tog udgangspunkt i. Jeg brugte et almindeligt blusemønster som jeg gjorde bredere og længere. Halsåbningen  blev for stor, og knapperne blev lidt for store og sad lidt forkert, men pyt!! Forsiden består af to lag som er fyldt ud med pladevat, mens bagsiden er helt almindelig (dog med en lang lynlås). I livet (kun på forsiden) og i bunden er der løbegang med elastik for at give "pose-effekten". 


Hovedet er en elefanthue med lidt tyk brun filt (klippet ud som gren-hår) syet fast i syningen på toppen af hovedet. 

Mathias blev kattekonge til fastelavn i Olivers klasse (forældrerådsarrangement)
Billedet er ikke så godt, men det er eksmanden der har taget det og sendt det til mig, da jeg desværre ikke kunne deltage i arrangementet (var lige et smut i Florida, men det skal jeg nok snart fortælle lidt mere om:))

 Hele kostumet er i hvid fleece med detaljer i filt, selv gulerodsnæsen er i filt med elastik i.

Min kære lille Olaf :)

lørdag den 13. februar 2016

Fastelavn - ninjaen Kai

Oliver valgte hurtigt at han ville være den røde ninja fra Ninjago til fastelavn. Jeg købte en masse lækker rød jersey fra Stof&stil. Bukserne er et par helt almindelige joggingbukser med rib ved fødderne og i livet (med en elastik indeni). Blusen er et Ottobre ranglan-mønster, hvor jeg har ændret forsiden, til at være med fastsyet slå-om-effekt. Og så har jeg syet brun lædersnor og guld folie på som pynt.



Huen er en elefanthue med et mindre hul til ansigtet, nærmest kun med plads til øjnene. Og igen har jeg syet guld-folie på som pynt. Og med et simpelt sort bomuldsbælte om livet, er Oliver ninjaen Kai ;)


min dejlige røde ninja :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...