onsdag den 30. november 2016

November 2016

November har været en måned, som igen har været fyldt med aftaler, og også et par ture med arbejdet. Jeg var en tur i Aalborg/Hjørring sammen med 6 andre kollegaer. Det sneede da vi skulle hjem, så de blev nødt til at sprøjte deicer på flyet, inden vi kunne lette. Totalt nørdet, men jeg blev nødt til at tage et billede, da der tit bliver snakket om deicere i mit arbejde, og NU ved jeg hvad det er :)

Den smukkeste solnedgang med et skydække der mest af alt lignede tyk, blød vat.

Jeg var en tur på Vordingborg Kasserne, og udnyttede en pause på at få læst "Det syvende barn". Jeg har været i gang med at læse den i flere måneder! Den er laaaang, ALT for lang, hvilket gør at man glemmer nogle af detaljerne. Nu er jeg bare glad for jeg er færdig, så jeg kan komme i gang med nogle af de Jojo Moyes bøger jeg har liggende herhjemme. Har brug for lidt forelskelse og lyserøde skyer for tiden, så tænker hun må være et godt valg :)

I november oplevede jeg også (sammen med et ungt kærestepar) at hjælpe en ældre dame som var faldet. Hun var noget så stædig, og ville bare hjælpes hjem. Hun kunne dog slet ikke komme op af trappen, og via en lille cykeltur fik kæresteparret fat i hendes datter, mens jeg ringede efter en ambulance. Senere samme aften fik jeg en sms fra datteren, om at moren var ved at få opereret hendes brækkede hofte.

Som altid har vi været til juletræsfest på min fars arbejde, og hvert år tager jeg et billede af drengene med julemanden, og HVERT år får jeg billeder med 'spøgelseshænder' - mon man kan tillade sig at spørge om han vil sidde stille? :)

Fik lige et selfie med mine drenge og min lille niece - hun er altså bare SÅ kær<3

Jeg har også fået syet en test-undertrøje til Oliver efter en H&M undertrøje, så nu skal jeg bare i gang med at få syet nogle flere - har købt lyseblå undertøjsuld hos Stofgiganten, og det er jeg spændt på at få afprøvet. 
– Dette indlæg indeholder affiliate links

tirsdag den 29. november 2016

Pakkekalender

I søndags var jeg hjemme hos min mormor og morfar for at aflevere de 32 bordkort, som skal bruges til deres guldbryllup om 11 dage. I sommers gav jeg min morfar et 'gavekort' på indbydelser og bordkort til festen, og det tog de heldigvis imod og bad mig lave både indbydelser og bordkort. Jeg har holdt det i samme stil med to guldhjerter.


Jeg har længe gået med tanken om at lave en pakkekalender til min mormor og morfar, og jeg kom da også i gang i begyndelsen af november. Men her i weekenden kom jeg lidt i tidsnød, så nogle af ideerne blev ændret, men alt i alt er jeg blevet ret tilfreds. Og den glæde OG overraskelse mine bedsteforældre viste, er bare det hele værd <3

Pakkekalenderen betyder, at hver dag frem til jul viser jeg, hvad jeg har lavet i kalenderen. Det meste er hjemmelavet, dog er der et par gengangere. Håber det kan give jer et par ideer til små hjemmelavede gaver.


søndag den 27. november 2016

Adventsgaver #1

Jeg har lavet hele 7 gange adventspakker, de fleste af tingene er ens, så det har gjort det lidt nemmere :) Mine heldige modtagere er 3 veninder, min kusine, min svigerinde og så mine forældre.


I dag har de fået saltmandler, lidt chokolade og min ene veninde har fået en lyserød flaske bobler (det er min "drinks-veninde" :)). Jeg har tidligere lavet saltmandler, og i dette indlæg kan du finde link til opskriften.


Der er lidt genbrugsglas og et par glas med plastiklåg fra Søstrene Grene - chokoladen og den lille flaske bobler er også fra Søstrene Grene.

lørdag den 26. november 2016

60 års FCK fødselsdag

Min venindes far fejrer i dag hans 60 års fødselsdag, og jeg har hjulpet med hele to ting til festen: sangskjuler og kage.

Sangskjuleren skulle være med LEGO og FCK, og jeg syntes egentlig det gik ok. "LEGO"klodserne er viskelæder fra Søstrene Grene. De tre fodboldspillere er lavet af piberensere, vathoveder og tøj syet i hånden af filt. Skoene og bolden er lavet af fimo.


Kagebundene er bagt i en bradepande, og fyldet er mine sædvanlige hindbærmousse og chokolademousse. Kanten rundt og løvehovedet er lavet af Odense Marcipans Sugar Paste. Jeg har brugt den hvide sugar paste, og så brugt Wiltons blå pastafarve til at indfarve pasten med.


Jeg har printet et FCK logo på almindeligt papir, klippede det ud, og lagde det på den udrullede sugar paste og ska med en urtekniv rundt om logoet. Min 7årige (fodboldgale) søn var DYBT imponeret, for "FCK er bare det bedste hold i Danmark!" :)


På toppen er hvid glasur, i kanten er der flødeskumsrosetter, og teksten er skrevet med rød glasur (her er brugt Wiltons røde farve).

– Dette indlæg indeholder affiliate links

fredag den 18. november 2016

Fifty shades of grey

I mandags blev jeg langt om længe færdig med et af mine langvarige projekter, og det var til mig selv. Eller nærmere til Børge - min gyngestol :)

De fleste af stofferne er fra Stof2000 og er egentlig 'rester' fra andre projekter.
På bagsiden er den blødeste fleece fra Stof&stil.

Tæppet passer perfekt til mit 'grå hjørne'. Her står min Børge Mogensen gyngestol med et lækkert gråt skind og en grå puf fra Daells Bolighus. På skænken ved siden af står bl.a. 2 Kähler lyshuse, og jeg overvejer lidt at ønske mig et af de små til jul, tror det skal være det, der hedder Moderna. 

Hos Kop&K kan man være heldig at vinde 2 sæt Kähler julekugler til 1. advent, så det har jeg straks tilmeldt mig (der kommer flere konkurrencer og juletilbud). Julekuglerne i guld ville jo passe ret godt til min jubilæumsvase, så dem krydser jeg fingre for kommer hjem til mig :)
– Dette indlæg indeholder affiliate links

torsdag den 17. november 2016

Pink/lilla tæppe - indlæg nr. 800

Denne her kombination af lilla og pink er altså bare lige i øjet. Ville lidt ønske jeg selv havde en lille pige at bruge det til, og min veninde der var til scanning i mandags venter en lille dreng. I stedet for kommer det snart ind til UMMI og bliver forhåbentlig solgt og kan glæde en lille sød pige :)


De mørkelilla stjerner (ligner mest lilla grums på billedet) er fra min tur til Brighton i sommers, resten er fra Stof2000. Firkanterne er 21x21 cm og hele tæppet er ca. 100x100 cm med mørklilla bagside og 2 lag pladevat. Jeg havde lidt udfordringer med at få lagt det op. Det så for ordnet ud, hvis jeg lavede det med en enkelt forskydning mellem hver række. Så forsøgte jeg at lægge det helt tilfældigt, men ville gerne have én af hver i hver række og søjle - dét var svært. Til sidst endte jeg med at forskyde med 2 i hver række, og det blev ret så godt (hvis jeg selv skal sige det :))

onsdag den 16. november 2016

3 lækre kager

I weekenden havde en af mine veninder barnedåb, og hun havde spurgt om jeg ikke ville lave en portion cupcakes til hende. Efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om Red Velvet med creamcheese og turkisblå stjerner med navn.

24 stk red velvet 

Mine kollegaer lokkede mig til at bage banankage, og det blev Majas bedste banankage - bare pyntet med lidt chokolade, guldkugler og glimmer i stedet for ganache.

Til bestyrelsesmødet mandag aften bagte jeg den Blondie af Anne au Chocolat fra hende og Majas bog "Lykken er chokolade" - men den ligger også på Annes blog :)

Alle tre kager faldt i god jord hos modtagerne, og jeg kan varmt anbefale dem alle - MUMS :)

– Dette indlæg indeholder affiliate links

tirsdag den 15. november 2016

Lidt syning

Hverdagen fylder meget i øjeblikket, og jeg har gang i mange projekter, så det er svært at få gjort noget færdigt. Men har da fået lavet to bestillinger og leget med min Coverpro.

Ekstra lang lyserød sengerand

Solskærm til min veninde, som lige har fået en lille dreng

Jeg har fået indstillet min Coverpro, og det gik stort set som en leg med denne heldragt fra Ottobre. Det er absolut ikke den sidste, for en af mine bedste veninder venter en lille dreng til foråret <3


onsdag den 9. november 2016

Last mover

For 5 år siden var det mega hipt at lave sætterkasser med stof/papir i rummene, og mamalola lavede nogle virkelig fine nogen! Jeg var jo så heldig at være i mødregruppe med Vicki, så jeg blev nødt til selv at prøve at få lavet en, meeeen.. Altså i juni 2012 købte jeg sætterkassen hos Søstrene Grene, og tror egentlig jeg ret hurtigt fik den malet, men så jeg gik jeg i stå! De sidste par dage har jeg endelig fået den lavet, og jeg er spændt på hvad Mathias siger til den, når han kommer hjem senere i dag :)

De fleste af stofferne er rester fra Stof2000,
det var ret nemt og hurtigt at lave, så det er jo lidt fjollet, 
at den har ligget så længe i mit kreaskab :)


Jeg har forsøgt at sætte de fleste af Mathias' små figurer op på hylden, 
så han måske kan have lidt mindre rod på gulvet ;) 

tirsdag den 8. november 2016

Lyserød oktober

Lige som sidste år har jeg i oktober doneret 10% af mit salg til Kræftens Bekæmpelse - jeg har været medlem i mange år, og efter jeg sidste år mistede min kære faster til kræft, betyder det meget for mig at bidrage til at få knækket kurven med kræfttilfælde.


Jeg fik nået at sy mere end jeg havde turde håbe, men jeg fik til gengæld ikke solgt så meget af det jeg havde liggende "på lager". Jeg har 'kun' doneret 1/4 i forhold til sidste år, MEN sidste år gik jeg hjemme og der syede jeg hver dag, hele dagen. Alt i alt er jeg nu godt tilfreds med min lille donation :)
Trip trap hynde i det lækre luftballon poplin fra Stof2000

Et par blå vimpler, et vådserviet-etui i uglestoffet fra Brighton og endnu en lang hagesmæk

Etuier til vådservietter

Elefanthue i noget af det jersey jeg har liggende fra Olivers bluser

En bestilling fra en af mine nye stamkunder :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...