tirsdag den 31. januar 2017

Januar 2017

Jeg har jo lavet et par mål for 2017, og et af dem er at gennemføre Iforms kvindetriatlon i maj. Her i januar er jeg kommet i gang med træningen:

Cyklet hjem fra arbejde 17 km - 1x
Svømmetrænet: 1.000 m og 400 m (mine tider på 300 m er på 9:22 og 9:06) + 500 m
Løbeture: 1x 3,2 km

Derudover er jeg begyndt til håndboldfitness, som jeg synes er virkelig godt. Der er høj intensitet og en masse øvelser fra håndbolden - eneste ulempe er at jeg jo er nødt til at finde barnepige HVER onsdag aften.. Heldigvis har jeg fået lokket min mor med, og så er min far jo alligevel alene hjemme :)

Jeg bruger stadig min mobil ALT for meget, så jeg har aftalt med Oliver at han gerne må sige det til mig! Men jeg øver mig HVER dag :)

Jeg har ikke fået syet så meget, min maskine er til service og selvom jeg har lånt min svigerindes er det ikke helt det samme - men har en bunke klippede projekter og noget fastelavnstøj jeg snart må komme i gang med.

Jeg overvejer at pakke en garnnøgle og en hæklenål med i kufferten til næste uges tjenesterejse, og så kan jeg vel klare mig igennem ved hjælp af Youtube, ikk´? Ellers må jeg snart få nogle af mine veninder herhjem så DE kan lære mig det - der er bare SÅ mange fine ting, man kan hækle, så jeg VIL altså lære det.



Januar blev også måneden, hvor jeg fik tilbudt noget jeg aldrig har ønsket mig eller drømt om - min chef spurgte mig, om jeg ville være souschef i sektionen. Efter et par dages tænketid sagde jeg ja, og det fejrede jeg med drengene med flødeskumsfastelavnsboller og så fik jeg de smukkeste roser af mine forældre.



Jeg prøver at få læst noget mere, og især den nederste bog har givet stof til eftertanke. Jeg er begyndt at uge-planlægge, ikke bare madplan som jeg længe har lavet, men også motion og diverse oprydning. Så hver weekend kigger jeg på den kommende uge, og ser på hvornår jeg kan løbe/svømme/cykle - derudover prøver jeg at lave skærmfrie dage til mine drenge, så der skal jeg finde nogle små aktiviteter, som vi kan lave ved spisebordet, og derfor fik vi langt om længe prøvet de stearintusser jeg engang har købt i Flying Tiger (dengang det bare hed Tiger).


Drengene har dog kommet lidt for meget på på toppen, så det begyndte at brænde, så nu bliver de kun tændt når jeg er i nærheden. Og næsten gang maler vi med pensler, for det var svært at male i et fint tyndt lag.


Forleden kom Mathias ud med den lille metaldims fra vandhanen - den var knækket af! Nu er jeg igang med at beregne og se på, om jeg ikke skal lave hele gæstetoiletet i stedet for bare at skifte armaturet. Jeg har længe gerne ville lave både badeværelse og gæstetoilet, og nu er tiden/økonomien til, at jeg kan gå i gang med sådan et projekt. Siden mine ekssvigerforældre lavede deres vildt flotte sort/hvide badeværelse har jeg haft en tanke om at lave noget lignende. Jeg har kigget hos Kvik, Ikea og i Bauhaus - pt er jeg mest hooked på nogle sorte vaskeskabe fra Bauhaus, for der kan jeg få et i 50 cm bredde, som er det der er plads til på mit badeværelse (hvis jeg skal have det som jeg ønsker). Jeg vil nemlig helst have de to rum matcher hinanden :) Jeg har sat min morfar i gang med at undersøge mål og priser på et væghængt wc og så skal jeg lige snakke med min far om gulvvarme, som min morfar også har helt styr på - så det er kun materialer jeg skal have styr på. Det er straks værre med mit store badeværelse, for jeg troede nærmest bare en brusekabine var en brusekabine, men F... der er et KÆMPE STORT udvalg! Og til meget varierende priser. Jeg har kigget lidt på både brusekabiner og brusevægge på  VVSgiganten, men tror lige jeg må ud og se nogen, inden jeg beslutter mig - godt jeg har valgt at lave gæstetoilettet først :) Jeg kommer dog først i gang om et par måneder, for min arbejdskalender er ret fyldt med kurser, som også æder en del af min fritid, men forhåbentlig i april/maj kan vi komme igang :)

– Dette indlæg indeholder affiliate links

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer, så skriv gerne et par ord :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...