fredag den 31. marts 2017

Marts 2017

På en måde er jeg ret glad for at marts endelig er færdig! Den har nemlig været ret så travl, så jeg har glædet mig til at kunne slappe lidt af og have 'almindelige' hverdage igen.

Jeg har været på kursus 10 arbejdsdage, først 8 dage på Frederiksberg. Vi sluttede kl. 16, og jeg kunne derfor ikke nå hjem og hente. Den første uge var mine drenge hos deres far, og i den anden uge hentede min far, og en enkelt dag mine bedsteforældre. I denne uge har jeg været to dage i Korsør, og der trådte mine forældre IGEN til ved at hente og have dem sovende.




I den uge drengene var hos deres far, fik jeg hygget med læsning og te, når jeg kom hjem sidst på eftermiddagen. Og den her bog er VIRKELIG god, nøj den var spændende og det var først til allersidst at spændingen blev udløst.

I uge 11 var jeg med min familie på Tenerife for at fejre min fars 60 års fødselsdag. Det blev en rigtig god fødselsdag med flag, gaver og flere fødselsdagssange, og ikke mindst solskin og varme. Det var dejligt at være væk hjemmefra, slappe og hygge med familien.




Jeg fik læst to bøger færdigt på ferien, jeg læste om eftermiddagen mens mine unger og min ældste niecer plaskede rundt i mit badekar og så lidt om aftenen. Den nederste er Jojo Moyes "Mig efter dig". Jeg så forgængeren da jeg fløj til USA i februar, og 2'eren skuffede heller ikke. Anna Grues bog har ligget herhjemme et godt stykke tid, og det er lidt fjollet for den var altså også rigtig god med masser af 50'er stemning.
Ferien sluttede lidt skidt, da min bror røg på hospitalet med en byld i halsen. Heldigvis nåede han lige akkurat med hjem, da han blev udskrevet søndag formiddag. Han kunne gå tilbage til hotellet og ankom samtidig med bussen til lufthavnen.

På ferien blev jeg ret glad for omelet om morgenen, og det har jeg forsøgt at efterligne. Det er desværre ikke lykkedes mig helt, men det smager godt, selvom det ligner en bunke rysksomsnusk!

Jeg har forkælet mig selv med ny te. Denne gang bestilte jeg fra Chaya, da jeg er vild med både deres påskete og deres afternoon te.


Jeg var også heldig at Matas havde min yndlingsparfume på tilbud, så den fik jeg også forkælet mig med.


Jeg har fået denne fine buket af en god veninde. Jeg har fået smittet hende med min sy-lyst, og har derfor hjulpet hende i gang med flere projekter, og hun har lånt min overlocker. Derfor syntes hun jeg fortjente denne fine buket, som var i mine yndlingsfarver <3


I forhold til mine mål for 2017 må det vist være på tide med en status:
  • Jeg er stadig for afhængig af min mobil, men jeg øver mig :)
  • Jeg ER begyndt at træne mere, og jeg har et helt indlæg i tankerne, så det kommer formentlig en af de kommende dage.
  • Jeg har stadig ALT for mange syprojekter liggende, men nu får jeg mere tid og så skal de altså laves færdigt!
  • mht. hæklingen er jeg stadig ikke kommet i gang. Jeg havde ellers garn og hæklenål med til Tenerife, men de kom slet ikke ud af kufferten. I påsken skal jeg hjem til mine forældre den ene dag, så måske kan min mor hjælp mig i gang (ligesom for 3 år siden, hvor jeg så ikke er kommet videre!)
Jeg er sikker på april bliver en god måned, og jeg er så klar på alle de oplevelser måneden har at byde på :)

– Dette indlæg indeholder affiliate links

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer, så skriv gerne et par ord :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...