lørdag den 1. juli 2017

Træningsupdate - juni

Efter mine flotte flotte resultater efter de første 8 ugers træning og kostændringer, slappede jeg lidt af med kosten. Jeg slappede lidt for meget af, og det har været lidt svært at vende tilbage til de gode vaner. Det går fint med morgenmaden, som de fleste dage består af en protein-milkshake (især den med hasselnødde-chokolade smag er blevet min favorit - den hedder proteinella), til formiddag har jeg gerne en af Cheasy skyr-yogurter med på arbejde og tager 1½-2 dl af den. Siden d. 1/4 har jeg kun spist i kantinen 2-3 gange, ellers sørger jeg for at have frokost med hjemmefra.

Jeg bruger grønne bønner, ærter og majs rigtig meget, og supplerer op med æg, laks, rejer, kylling og hytteost i forskellige kombinationer.


Eftermiddagsmaden på arbejdet består igen af skyryogurt eller en proteinbar. I de første 8 uger brugte jeg stort set kun barerne, men det bliver lidt dyrt i længden. Så nu er det hovedsaglig skyr, en sjælden gang hytteost med ½ æble og kanel, og så en sjælden gang en proteinbar.

Aftensmaden er kød og grøntsager i forskellige kombinationer, og så om aftenen har der været lidt for meget hygge af den 'forkerte' slags, og på trods af min træningsmængde havde jeg ingen forhåbninger om en god vejning i går. 



Men igen blev jeg overrasket til scanningen, for jeg havde tabt 1,4 kg fedt og taget 1 kg muskler på, hvilket betød -4 år i bodyage, og det betyder at jeg nu kun er 30 år mod mine 33 år på dåbsattesten :)

I juni har jeg prøvet yoga på arbejdet, og det skal jeg prøve igen. Jeg skal have fat i nogle dvd'er, så jeg kan lave det her hjemme om aftenen, og jeg har bl.a. set nogle forskellige forslag på denne hjemmeside. Derudover skal jeg vist have fat i en tanktop-løbetrøje til, når jeg om kort tid tager på ferie i Italien, hvor min løbetræning skal holdes ved lige. Derudover er der også noget aerobics på campingpladsen, og det skal jeg da vist være lidt med til :) 

Min primære træning er stadig løb og så det cirkeltræning, som er med i fitchallenge-pakken. Men jeg har også cyklet hjem fra arbejde samt gået et par ture - det hele tæller jo :)

Jeg er blevet vild med at træne og spise sundt, men jeg er på ingen måde fanatisk. Jeg kæmper lidt med at finde den rette balance mellem sundt og så alle de lækre kager, jeg gerne vil bage. Men jeg kan mærke nu, at jeg hurtigere får nok sukker og at jeg nemmere kan takke nej til usunde lækkerier end før, så de gode vaner er tæt på at få overtaget, men det er en kamp. En daglig kamp, som jeg kæmper for at vinde :)

– Dette indlæg indeholder affiliate links

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer, så skriv gerne et par ord :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...