søndag den 7. januar 2018

Mål for 2018

Før jeg kan lave mine mål for 2018, bliver jeg nødt til at lave en status over mine mål for 2017.

Mobilen
Jeg er klart blevet bedre til at være nærværende og lade mobilen være, men der er stadig masser af plads til forbedring! Det kørte fint i det første halve år med skærmfrie dage, mens det efter sommerferien har været lidt mere løst. Drengene er blevet bedre til at lege, når jeg siger skærm-pause og det er også noget som der skal gøres endnu mere ved i dette nye år

En god kop te og så et af Bodylabs marcipanbrød er luksushygge om aftenen.

Motion
Jeg er godt tilfreds med mit motionsår 2017! I de perioder, hvor jeg ikke har fået løbet, savner jeg det massivt - og dét er jo et godt tegn. 2018 skal fortsætte i samme stil, og d. 21. maj skal jeg for første gang deltage i et 10 km løb.
Jeg tabte mig jo en del i forsommeren, og jeg har fået spist lidt for meget juleslik, så nogle af de tabte kilo er kommet på igen. Derfor (og for at få mere energi) har jeg igen stort fokus på sundere mad og mindre sukker. Det bliver svært, for min kæreste ELSKER sodavand og slik, og han køber det meget oftere end jeg gør. Men jeg kæmper for at genfinde balancen mellem sundhed og de lækkerier jeg elsker at fremstille i køkkenet:)

Stof
Jeg er blevet bedre til at bruge det stof jeg har, og når jeg køber stof er jeg også blevet bedre til at få det brugt rimelig hurtigt. Men mine skabe og skuffer bugner stadig af stof, så målet for 2018 er at fortsætte som i 2017. Heldigvis har Oliver ytret ønske om flere langærmede bluser, så jeg har lovet ham vi skal have fundet alt stoffet frem og så kan han vælge:)
Jeg forsøger også at have færre projekter i gang, men jeg er bare bedre til at påbegynde projekter end til at færdiggøre dem - f.eks. er de her bukser lige blevet færdige i juleferien. Jeg klippede dem engang i sommers... :)



Hækling
Sidst men ikke mindst havde jeg et mål om at lære at hækle, og jeg fik også lidt hjælp af min mor i sommers på sommerferien, men så er jeg ikke rigtig kommet videre. Jeg vil stadig rigtig gerne lære at hækle og det er min intention snart at sætte mig ned foran YouTube og så få hæklet en klud. Eller måske kan nogle af mine krea-veninder hjælpe mig, når jeg er to uger har inviteret til kage og krea hjemme hos mig :)

Jeg har vist tabt/glemt et par masker, da det jo burde være helt firkantet (med rette vinkler i hjørnerne...) haha, der er i hvert fald plads til forbedring :)

Det vil sige, at jeg faktisk fortsætter med de fire mål fra 2017. Nogle af dem har jeg allerede forbedret gevaldigt, mens andre hænger lidt i bremsen. Men alle 4 fortsætter jeg med i 2018, men jeg har også to nye mål:

2018 mål
Jeg vil gerne læse mere i hverdagen. Jeg ELSKER at læse, men får det mest gjort i ferierne. Derfor vil jeg gerne være bedre til at sætte mig og læse lidt om eftermiddagen eller aftenen.

Jeg pin'er en del ideer på Pinterest, men jeg er ikke så god til at få afprøvet ideerne. Nogle af dem er selvfølgelig nemmere end andre, f.eks. har jeg for nylig oprettet en "HAVE"-mappe, men flere af ideerne kræver noget mere have end mine nuværende 80 m2. Så det er ikke så nemt at få lavet. Til gengæld har jeg et hav af mindre ideer inden for både syning, hækling (åh åhhh) og mad/kager, og fremover vil jeg HVER måned finde en ide, som jeg skal have lavet i den pågældende måned - og det vil jeg så fremvise i min månedsopfølgning. I tirsdags til drengenes svømning kiggede jeg Pinterest igennem, og jeg fik fundet min første måneds ide, og i fredags fik jeg faktisk klippet det meste, så jeg glæder mig til at fremvise det :)

– Dette indlæg indeholder affiliate links

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer, så skriv gerne et par ord :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...