lørdag den 31. marts 2018

Marts 2018

– Dette indlæg indeholder affiliate links

Marts måned har været hård! Ingen tvivl om det. Vi har været hårdt ramt af sygdom. Jeg har været forkølet oveni en travl periode på arbejdet. En kollega er langtidssygemeldt og vi andre trækker så lidt mere.
Måneden har været fuld af tedrikkeri med honning for at få forkølelsen væk. 

Jeg har endelig fået købt David Rios chaipulver - mums! Jeg har købt min i Matas, da jeg fik et gavekort i fødselsdagsgave, men hvis man køber mere end én kan det svare sig at købe hos Kaffekapslen

Jeg var i biffen med en veninde og se den 3. 50 shades of Grey film og så spiste vi burgere bagefter. Skøn aften med min veninde, hvor vi lige fik luftet lidt ud med frustrationer om kæresterne, børnene og alt det andet.

Jeg ryddede sne hos mine forældre - men det meste var nu smeltet, da de kom hjem fra Tenerife.

Foråret har ladet vente på sig, og kulden og vinterjakken har været en fast partner gennem hele måneden.

Mathias var syg to weekender i træk, og da han 2. gang var syg 5 dage i træk, var jeg forbi lægen. Han røg på en uges penicillin mod hans skarlagensfeber. Jeg havde heldigvis mulighed for at arbejde hjemme et par dage og passe ham - og samtidig skulle Kim køres til lægen med betændelse i sit venstre underben. Han har virkelig haft smerter og været handicappet, så det har været en hård måned på sygdomsfronten.

Koldt men smukt - jeg glæder mig dog til foråret kommer igang.

Måneden har også budt på Olivers 9 års fødselsdag. 

Jeg har fået syet en masse mindre hængepartier, bl.a. har jeg repareret noget af min morfars tøj, syet nogle bestilte gardiner samt denne suttepose til mine gode bekendte Camilla. 

Jeg fik ikke sendt julekort i 2017, så jeg har fået svaret på det ene kort jeg modtog. Det er fra en studenterveninde, som er flyttet til den anden ende af landet. Jeg er glad for at høre fra hende den ene gang om året, og derfor fortjente hun en hilsen til gengæld. 
Min rigtig gode Århus-veninde er flyttet til Horsens, og hun skulle da have en kombineret påske- og indflytnings-hilsen. Hun fik ligesom min mor en lækker pose te, nemlig rooibosteen Capetown fra teacup.dk - den er med citrus og passionsfrugt.

Jeg er MEGET spændt på hvad april kommer til at bringe. Vi har hentet vores lille hvalp og skal have en ny hverdag op og stå. Samtidig er der stadig risikoen for strejke og lockout (selvom den er udskudt 14 dage) - jeg er udtaget til begge dele, så det hele er en smule uvist lige nu. Men ét er sikkert, april kan kun blive bedre end marts!

– Dette indlæg indeholder affiliate links

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer, så skriv gerne et par ord :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...