mandag den 23. april 2018

Frierkringlen

Jeg har bagt chokoladekransen med marcipan en del gange nu, og første gang må være for mere end 9 år siden. Den fik nemlig tilnavnet "Frierkringlen", da jeg var højgravid med Oliver. Jeg havde bagt kransen og taget den med til mit håndboldhold. Min daværende træner var så vild med kagen, og mente at med de bageevner, må jeg også være god til andre ting og det resulterede i et frieri (på trods af den højgravide mave) :)

Kringlen er nem at lave og smager bedst på dagen. På mit tidligere indlæg om kringlen, kan jeg se linket ikke længere virker, derfor får I opskriften her:

Dej:
300 g smør (stuetemperatur)
40 g sukker
korn af 2 vaniljestænger (jeg køber gerne mine på www.ugandakaffe.dk)
2 1/4 dl lun mælk
50 g gær
625 g mel

Lun mælken og rør gæren ud heri. Tilsæt resten af ingredienserne og ælt dejen glat og smidig. Stil dejen til hævning 20 minutter. Del herefter dejen i 3, og rul dejen ud i aflange stykker.

Marcipanmassen:
200 g marcipan
200 g sukker
200 g smør

Alle tre ingredienser røres sammen til en ensartet masse.

Fordel marcipanmassen på de tre rektangler og kom 100 g hakket chokolade på hver dej-stykke.

Rul dejene sammen til roulader og form dem til kranse eller lad dem være stænger. Læg dem på bagepapir på en bageplade. Klip evt. i dejen for at give det flettede udseende. (jeg var doven og droppede dette :))

Efterhæv i 45 minutter, pensl med æg og drys med hakkede mandler. Bages ved 220 grader  i 10-12 minutter.

Mine kollegaer var begejstrede for min medbragte kringle :)
 

Kilde: tv2.dk/lagekagehuset

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer, så skriv gerne et par ord :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...