mandag den 6. august 2018

Sommerferien #3

– Dette indlæg indeholder affiliate links

Den sidste uges ferie er brugt herhjemme, og det har været skønt at kunne hygge og grille i haven, være kreativ og lege med sit legetøj. Vi har grillet flæskesteg, pulled pork og generelt bare brugt haven rigtig meget. Alle måltider er spist i haven, mens spisebordet indenfor har været vores krea-hygge-bord i varmen.

Sundere og lækker morgenmad.

Vi har plukket 800 + 400 g brombær - den store portion blev brugt på marmelade (jeg brugte 800 g bær, 400 g sukker og revet citronskal fra 1 citron) - koge koge koge => mums :)

De mange fine sten og skaller er blevet til en fin dekoration til havebordet.

Jeg prøver at få tømt fryseren, for den trænger virkelig til en afrimning. Så den ene portion rabarber blev brugt på rabarbersuppe, og det blev serveret hjemme hos mine forældre i stedet for eftermiddagskage. Det er simpelthen for varmt til kage, og den kolde suppe med is vakte også stor glæde. 

Lækre flæskestegssandwich - igen var det en lille steg, som jeg havde i fryseren :)

Begge drenge har lavet en perleplade - den store runde er limet på en korkbund, så den kan bruges som bordskåner. Bagpå det lille hjerte er limet små magnetter. Min eksmand havde fødselsdag i lørdags, og jeg hjælper altid drengene med at lave en gave til ham. Jeg har heldigvis et kæmpe krea-lager med alle mulige materialer, alt fra magneter, krympeplast, tubestrik, nisseudstyr til pap, klistermærker og bånd og stof. Der er derfor altid et eller andet, som kan bruges til en brugbar gave til deres far. Jeg forsøger altid at gøre deres gaver brugbare, der er bare ikke noget værre end en gave, som bare skal stå til pynt...

I lørdags holdt min veninde fødselsdag, og hun ønskede sig mest, at vi lavede noget sammen. Så hun fik en fin lille hortensia til haven, 400 g brombær fra min have og et gavekort til en gang kage på en nyåbnet lokal cafe. 

Søndag var sådan en total søndagsagtig dag. Vi havde vist alle sammen lidt 'blues' over at ferien nu er slut. Min veninde @fru.aaboe kom forbi et par timer, fordi vi skulle sy kjoler sammen og hun skulle lige låne min coverpro til hals- og armkanterne. Det blev SÅ fint, jeg håber hun viser dem frem på Instagram, når de bliver helt færdige. De var så fine :)

Efter aftensmaden så drengene og jeg første halvdel af Disney filmen Vilde Rolf. Jeg har haft den længe, fordi jeg har samlet på Disney klassikerne siden, før jeg fik børn. Jeg har bare ikke fået set den, fordi der kører alt for mange tegnefilm på vores tv, og det bliver jeg ret træt af i længden. Jeg mangler de tre nyeste klassikere, men jeg er ikke så fanatisk, som jeg var dengang - så mon ikke jeg får set dem en dag? :) Skønheden og Udyret er min absolutte favorit (hvilket også kan ses på mit nye broderi), og jeg kunne virkelig godt tænke mig en porcelænstekande og tekop lige som i filmen. Jeg har set dem på AliExpress, og når jeg lige får lidt mere plus på kontoen, klikker jeg nok en hjem :)

Følg mig på PinterestFacebook og Instagram

– Dette indlæg indeholder affiliate links

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer, så skriv gerne et par ord :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...